Set fra Praestedammen (Aakirkeby)

Set fra Praestedammen (Aakirkeby)

Når man ikke kan holde kæft...

Effter et langt liv som journalist synes jeg, at alt hvad jeg oplever af spændende, interessant og til tider trist, skal kendes af andre. Derfor har jeg svært ved at holde kæft og elsker at skrive om, hvad jeg oplever. Eller om hvad jeg mener om det, jeg oplever eller er vidne til - på nært hold eller stor afstand.

Min blog vil derfor komme til at handle om noget, der kan minde om en rodebutik. Eller om det jeg hidtil har delt med venner på Facebook.

Jeg vil nok blive mindre aktiv på Facebook og i stedet dele mine oplevelser med folk her på bloggen.

Her vil også andre kunne komme til orde, og måske vil jeg indføre en ugentlig gæsteskribent. Det vil tiden vise.

Jeg vil ikke udelukke, at der i bloggen kan forekomme reklame, tilsigtet eller utilsigtet. Men det er også noget, som tiden vil vise.

Den bornholmske natur og Jens Kofoed

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff lør, juli 07, 2018 07:12:15
Af Jens Kofoed, naturvejleder og daglig natur-causør i Bornholms Radio

Jens Kofoed under en tur til klippepartierne syd for NaturBornholm

Jeg kan altså ikke gøre for det! Jeg blev født nysgerrig og videbegærlig. Som 5-årig var jeg med min farfar og farmor i København og vi var bl.a. i Zoologisk Have. Gråspurve hoppede rundt helt tæt på! Og de små fine Bankivahøns løb frit rundt mellem buskene…

Bankivahønen (eller Junglehønen) er i øvrigt stammoderen til alle de høns, vi får æg fra og spiser som grillkyllinger….

Dem med fjer på…

Af én eller anden grund blev jeg fanget ind af dem med fjer. Jeg lånte min fars kikkert (8 x 40, hvor 8 er forstørrelsen og 40 er diameteren i millimeter på objektivet) og kunne nu komme helt tæt på de toppede skalleslugere og gravænder, der lå lige neden for ved kysten.

Da jeg kom i skole, opdagede jeg, at en anden i 1. klasse delte min interesse for fugle. Hans Peter og jeg begyndte at gå ud i naturen og kigge på fugle i vore fædres kikkerter…

I 2. klasse fik vi udleveret en skolebog i form af et atlas! Jeg kunne ikke vente med at læse i bogen og måtte sætte mig op ad kirkegårdsgærdet for at se, hvor i Verden der blev produceret mest guld, aluminium, kul o.s.v. Min mor var bekymret, da jeg brugte langt over en time på skolevejen hjem.

Kofoed som hvalp! Ja, sådan skriver Jens selv som titel på dette søde foto.

Når de voksne spurgte om, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor, så svarede jeg ”opdagelsesrejsende”! Og kommentaren var altid: ”Jamen alting er jo opdaget”.

Gu´ er det ej!

Med i Ornitologisk Forening

Sammen med Hans Peter blev jeg mere og mere professionel i mit studium af fuglene i løbet af tresserne. Den 1. januar 1969 meldte jeg mig ind i Dansk Ornitologisk Forening – og jeg er i øvrigt stadig medlem…

I 1966 startede jeg på Østermarie Folke- og Realskole, hvor en elev fra Østerlars, Steffen, også viste sig at være fugleinteresseret. Så var vi tre! Og vores ene lærer var Frede Kjøller, som vidste en masse om fugle, landskaber, fotografi m.m..

En anden lærer på skolen, Peder Lytken, var en ringe underviser i skolen men en fabelagtig botaniker i sin fritid! Han inviterede os særligt naturinteresserede med ud på botaniseren over hele øen i weekenderne.

Inspirerende lærere

Efter realen kom jeg gymnasiet. Og endnu en gang dukkede en fugleinteresseret op i klassen: Gunnar fra Aakirkeby. Og et par inspirerende lærere: Poul Nørgaard i biologi og Jørgen Butzbach i geografi/geologi.

Fuglekikkere

Værdien af inspirerende og vidende lærere kan ikke undervurderes! Og så er det selvfølgelig rart at have nogle jævnaldrende at nørde sammen med…

Sammen med Steffen tog jeg til ringmærkningsprøve på Zoologisk Museum. Vi fejrede licensen med cigarer, købte en flok øl og tog ud til et par piger, vi havde mødt om sommeren på Bornholm. Den ene af dem blev senere min kone…

Gunnar blev også ringmærker. Og da vi efter studentereksamen begyndte at studere biologi på universitetet, ringmærkede vi to i fritiden fugle på Amager Fælled. Gunnar fuldførte sit biologistudium, jeg tog hjem allerede næste forår…

Cyklede til natbåden for at høre bornholmsk!

Om aftenen kunne Gunnar og jeg finde på at cykle ind til Bornholmerbådens afgang – blot for at høre matroserne snakke bornholmsk!

Jeg havde mødt en pige fra København, og som jeg sagde til hende: Jeg kan ikke undvære dig, jeg kan ikke undvære Bornholm, så du må flytte med til øen!

Ekskursion for at se på fugle på Hammeren med Jens som leder.

Forårstræk af fugle på Hammeren, huskøb, finde noget arbejde og alt det der!

Efter lidt civilforsvar og torsketrawleri begyndte jeg som hospitalslaborantelev. Endte som bioanalytiker (faget fik nyt navn!) efter 25 år i sundhedsvæsenets tjeneste. Spændende udvikling i faget, som jeg også engagerede mig i…

Spændende besøg i baltiske lande

Jeg kan altså ikke gøre for det! Jeg er født som et menneske, der engagerer sig! Med i en NOAH-gruppe i to omgange, formand for DOF-Bornholm, formand for Friluftsrådet, medlem af Naturfredningsforeningens Lokalkomité, med i Gudhjemtinget osv, osv…

Som ungdomsskolelærer var jeg med i flere spændende projekter: En koordineret miljømåling rundt om Østersøen, hvor jeg sammen med mine unge mennesker besøgte både Den Estiske og Lettiske Sovjetrepublik – en stor oplevelse i mit liv! Der var samarbejdet mellem IT-nørder fra tre ungdomsskoler i Danmark om at lave den første ”interaktive video” herhjemme. Disc´en var stor som en frokosttallerken, måtte redigeres i Norge og brændes i Frankrig – nu hedder sådan én en CD-ROM….

Formidling af min viden er en historie for sig: I 1970 spurgte lektor Nørgaard om jeg og Hans Peter ville lede Naturhistorisk Forenings traditionelle nattergaletur. At fortælle over 100 voksne deltagere om, hvilke fugle, der begyndte at synge i den meget tidlige morgen i Almindingen, var lidt grænseoverskridende!

Senere har jeg været ekskursionsleder for utallige ture med fugle som det primære emne. Men en uddannelse i 1994 til naturvejleder – samt bl.a. en gave fra min DOF-bestyrelse ved min 40 års fødselsdag i form af en bog om insekter (”der er andet i livet end fugle”) har åbnet for andre indfaldsvinkler til den spændende bornholmske natur!

Ledende naturvejleder på NaturBornholm

Og geologien begyndte at fylde rigtigt meget, da jeg i 1999 blev ansat som ledende naturvejleder ved det nye oplevelsescenter NaturBornholm. At udvikle formidlingen på stedet gennem 14½ år har medført megen engagering!

Den unge Kofoed - ak, ja, sådan var hårmode dengang!

Jeg har mødt utroligt mange spændende mennesker gennem årene. Jeg har fået flere spændende invitationer: En ornitolog vil gerne vise mig tranerne på ynglepladserne i det nordlige Polen, en professor i geografi vil gerne vise mig landskabet i Transsylvanien, schweizisk formidlingspædagogik, de mange søer i Finland er blot nogle af de mange stående invitationer…

Og så var der russerne fra Sankt Petersborg, der ville have mig med på jagt! At jeg ikke var jæger eller havde våbentilladelse var intet problem! Vi kunne skyde vildsvin, ulve (så mange vi ville!) og godt nok skulle der betales lidt for at nedlægge en elg…

Opremsningen slutter her! Personlige highlights har været (blandt mange) da jeg så en Hærfugl lette fra jorden, sætte sig i et egetræ og rejse hovedfjerene! Da en Lærkefalk fangede en Landsvale i luften ved klippekysten (”frie falke flyver bedst”). Da en Træløberhan demonstrerede, hvor dygtig han var, ved syngende at klatre forbi hunnen, kaste sig baglæns og lande nedenfor hende og gentage det hele. Da jeg fandt en 140 millioner år gammel tand fra en rovdinosaur…







  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post469

Et snapshot fra Bornholmeren

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff lør, juni 30, 2018 05:33:59

Af Anita Corpas

Når jeg tænker tilbage til mine yngre dage på Bornholm, så var det en herlig tid med en masse fest og solskin. Jeg var vel det, man dengang kaldte vild og utilpasset. I dag ville det nok have udløst en bogstavskombination.

Man kan så causere lidt over, at den ENTP karakterdom jeg år senere får i Myers-Briggs forud for et lederjob til gengæld anses for lidt af en kongeprofil.

Jeg er så heldig dengang, at jeg lærer to helt særlige mænd på Bornholm at kende. Og jeg er endda yderligere så begunstiget, at de to mænd kender hinanden.

Den ene er socialkonsulent John Krone Larsen, der tilbage i 1985 sætter sig i den brune besøgsstol i okselæder hos den anden mand, jeg kommer til at kende; chefredaktør Søren Wolff på Dagbladet Bornholmeren.

Imidlertid er det sådan, at fra at mit liv sorgløst bevæger sig lystigt i gale retninger, får denne samtale mellem de to mænd pænt meget indflydelse på hele min fremtid.

En passant kan jeg i øvrigt lige tilføje, at okselæderstolen er den oprindelige redaktørstol fra Bent Øbergs tid, og den står i dag hos mig.
(Stolen er meget ældre, og både chefredaktørerne N.C. Nielsen og H. Larsen Bjerre, Søren Bertelsen, Bent Øberg, Niels Lindén og jeg har siddet i den, mest i afslappede stunder. Måske har endda også været anvendt af den navnkundige stifter af Bornholms SocialDemokrat, senere borgmester i 25 år Niels Nielsen, der har fået opkaldt en vej i Rønne efter sig. Og hvis det er tilfældet har den også været benyttet af avisens første redaktører fra begyndelsen af 1900-årene C.N. Hauge og Hans Rasmussen, der begge senere endte i folketinget, Hauge bl.a. som minister i den første Stauning-regering i 1924 og Rasmussen som Folketingets formand. Da jeg blev redaktør i 1984 lod jeg det meget slidte, sorte okselæder udskifte med det brune, som Anita omtaler. SW tilføjelse)

Imidlertid er det sådan, at fra at mit liv sorgløst bevæger sig lystigt i gale retninger, får denne samtale mellem de to mænd pænt meget indflydelse på hele min fremtid.

Praktik på TV Bornholm

Der i midtfirserne har A-pressen fået sendetilladelse til at lave TV Bornholm, som er indrettet i micro-lokaler ovenover den gamle rotationspresse i Bornholmerens gård i Storegade. Oppe under taget huserede her en god blanding af halvstuderede røvere og idealistiske journalister venligst udlånt fra Dagbladet Bornholmeren.

John og Søren flikker et praktikforløb på TV Bornholm sammen til mig, og jeg får lov til at lave alt fra kaffe til at køre ud med det store umatic-TVudstyr og producere vejrbilleder eller fungere som fotograf under interviews med fx Bornholms største fiskebaron.

Stationen er drevet af pionerånd og stemningen er ”fake it till you make it”. Mange år senere erfarer jeg, at man ser lidt skævt til os, fordi vi møder sent, går i afslappet tøj og ligner nogle, der har det alt for sjovt.

Jeg får i øvrigt skærm-premiere, da Steen Norén, som oprindeligt er teatermand, vil have mig til at lave intro til en udsendelse med Elsa Schellkonoff, hvilket udtales mere i retning af stelkonof.

Men jeg bliver ramt af lampefeber, og trods 32 takes, kan jeg stadig ikke udtale hendes navn rigtigt, og jeg bliver kasseret som skærmtrold. Godt det samme, for jeg husker, at jeg havde en hel joggingdragt i pink på den dag.

En morgen får vi besøg af Danmarks Radio. De kommer ovrefra, som man siger. Det rigtige TV. I dagens anledning har vi flottet os og købt lidt rundstykker. Men vi måber nu alligevel lidt, da det vælter ind med 14 mand. Det var dengang, hvor der var overenskomstaftaler fra alt fra den, der bar kameraet, til den der kiggede i det...

Når jeg tænker tilbage, burde jeg også have måbet lidt mere, da den verdensberømte skuespiller Max von Südow en dag sidder i det lille forkontor på stationen oppe under taget og venter på at komme i studiet. Men han er bare en gammel mand. Det er alle over 40 dengang. Det er man stadig, forstår jeg på min søn, som snart bliver 20. Du er gammel, kan han sige til mig – helt uden at blinke.

Englevagt om elevplads

Et år senere får jeg en mulighed, som kun kan skyldes, at der står englevagt omkring min person i disse år.

Den dag i dag er det med den største taknemmelighed, jeg tænker på, at jeg fik læreplads som pressefotografelev på Dagbladet Bornholmeren.

For jeg anede intet om at fotografere.

Anita som ung pressefotograf i 1988

Bornholmerens gamle pressefotograf Gert Jørgensen hjælper mig. Det er jo analoge tider, hvor man tager billeder på 36-rullers kassetter.

Gert fortæller mig, at han engang som ung fotograf så en mand kaste sig ind i en brændende lastbil, og som får lastbilen kørt ud til en sportsplads, hvor den brænder ud. Gert har taget de mest fantastiske billeder af hele sceneriet, fortæller han.
Men da Gert kommer hjem i mørkekammeret, opdager han, at der slet ikke er film i kameraet….


Jeg glemmer aldrig siden nogensinde selv at putte film i mit kamera.

Blandt de mindeværdige fotoopgaver på Bornholmeren må nok fremhæves vores tilstedeværelse i Kastrup Lufthavn, da daværende statsminister Anker Jørgensen (S) i 1990 vender hjem fra Bagdad med 16 gidsler.


Journalist Jette Kold og jeg er udsendte, og som den eneste journalist i landet har hun ikke blot lokaliseret, at der er en bornholmsk familiefar blandt gidslerne, hun har også en aftale om interview.

Da flyet fra Bagdad efter timers forsinkelse omsider lander langt ud på natten, skal pressefotograferne eskorteres ud på forpladsen.

Security vil vide, hvor mange der vil med derud. Der bliver råbt, at der er 6 fra Polfoto, 3 fra Nordfoto, Berlingeren, Ekstra Bladet, BT…. Bornholmeren råber jeg lige så højt, jeg kan. Der bliver helt stille, og alle vender sig vantro om.

Dengang er der ikke mange kvindelige pressefotografer i faget. Og jeg er tilmed ikke ret høj. Til gengæld var mine mandlige kolleger meget hjælpsomme og galante. De gav mig både gode råd og hjalp mig frem i rækkerne. Jeg er ikke sikker på, at det var gået sådan til i dag.

Senere er færgen sejlet og det sidste fly fløjet. Min mor arbejder i briefing i Rønne Lufthavn og skaffer os i stedet hjem på to klapsæder i postflyveren, så vi kan få historien med i dagens udgave af Bornholmeren.

Vi udviser endda kollegial storhed og tager en rulle film med hjem til øen til vores kon-kolleger på Bornholms Tidende.

Avisudklip fra Bornholmeren. Anita er i gang med at fotografere til et modetillæg i den gamle rotationshal på avisen, efter at den nye trykmaskine i Højvangen i Rønne er blevet taget i brug.

Dét der får allerstørst betydning for mig i de år, udover min uddannelse naturligvis, er fagbevægelsen.

I disse år støbes min bevidsthed omkring solidaritet og kollegialitet. Og jeg oplever de allerbedste rollemodeller blandt mine kolleger på Dagbladet Bornholmeren.

Når der fx fordeles lønpuljer, så afstår de ældre og bedre lønnede kolleger fra at tage del i festen, men bruger i stedet puljen til at hæve os elever og lavestlønnede.

Hvad der kunne have givet alle 25 kroner mere i løn – giver i stedet os elever måske 2-300 kroner mere. Og det var jo en formue dengang.

Jeg bliver talsmand for fotograferne og medlem af medarbejderforeningen på avisen. Der er særligt rav i den i slutningen af Søren Wolffs regeringstid, hvor Bornholmeren i stadig højere grad bliver underlagt Aktuelt og stadig mere topstyret fra København.

En af Bornholmerens journalister modtager ganske uventet en fyreseddel. Det er bestemt overfra, får vi at vide. Medarbejderen har end ikke fået en advarsel.

Medarbejderforeningen er i oprør. Alle er enige om at stå sammen i den her situation. Sådan noget gammeldags noget gjorde man dengang.

Vi har Dansk Journalistforbund i ryggen, da vi kaster os ud i en samlet skrivelse til ledelsen på Aktuelt i København. Vi forlanger, at fyringen bliver omstødt til en advarsel. Til gengæld er der en vis, ja, hvad skal man kalde det… en vis tøven ved at være dén, der underskriver brevet.

Havde jeg været knapt så fandenivoldsk eller bare ældre eller måske bare bedre begavet, havde jeg nok ikke meldt mig.

Jeg glemmer aldrig det møde, hvor denne kvinde, der i øvrigt 20 år senere bliver Danmarks største mediemogul vender sig om mod mig og konfronterer mig med, at JEG har skrevet et brev til HENDE. Jeg er kun 21 år, mens hun allerede dengang er ret stor.

Jeg indrømmer ærligt, at jeg ikke husker mere af det møde. Men vores kollega bliver ikke fyret - kun advaret.

På den baggrund har jeg altid beundret fagbevægelsen og fornemmet, hvad det er, den kan udrette, når blot medlemmerne står sammen og solidarisk tør stå modgang igennem. Men i dag føles det nok mere som om, at minderne er stærkere end virkeligheden egentlig længere kan bære.

I hvert fald kan det godt virke rystende, at fhv. økonomidirektør i Københavns Kommune; Claus Juhl på årets Folkemøde giver udtryk for, at det er fagbevægelsen, der bremser udviklingen i den offentlige sektor med sin rolle som kamporganisation. Han hævder, hvis fagbevægelsen opførte sig på den samme måde i det private, ville virksomheder dø.

Jeg tror nu, at man undervurderer det private erhvervsliv, hvis man tror, at demonstrationstog og arbejdersangbog gør arbejdsgiverne pigesure.

For at sige det som det er, så er fotograffaget en mandeverden. Tonen er rå, opgaverne ind imellem barske, og vittighederne kunne helt sikkert have givet luft til #MeeToo-bølgen.


Anita Corpas og Bjarne Hansen skal ud i sommerlandet i 1991. Bjarne (i dag Bjarne.nu) skriver og Anita fotograferer.

Men Bornholmeren er en magnet for skæve sjove mennesker. Mange af os er venner i fritiden. Vi diskuterer fagpolitik, pressekvalitet og Bornholmerens overlevelse uafbrudt…som i konstant og hele tiden.

Da Søren Wolff i 1991 vælger at opsige sin stilling og gå som bladets chefredaktør, er det som om Bornholmeren mister sit solide anker. I tiden derefter fejres 90-års fødselaren med relanceringer, makeovers og sorte overskrifter så store som Jesu’ genkomst. Men Bornholmeren har slagside og tager vand ind i større fart, end medarbejderne kan ro. Og det til trods for, at vi er mange, der elsker vores arbejde og vores avis.

Når jeg sidenhen er stødt på kolleger, der har arbejdet på enten Bornholmeren, Ny Dag eller Aktuelt, så taler vi straks sammen, som kender vi hinanden i forvejen. Som om vi altid har kendt hinanden.

Faktum er, at det er et slægtskab at have arbejdet på en af A-pressens udgivelser. Vi er ikke bare kolleger. Vi er familie.



  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post451

SKAM - det taler man ikke om – i Rønne

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff lør, juni 23, 2018 06:45:29


Af Fanny Knight,
forfatter

Krigens første offer er sandheden. Næste offer er barnet, der ikke har noget valg. Der lever under vilkår som de givne omstændigheder byder på. Jeg befinder mig på Bornholm, i Hafniahus i Rønne, på Anden Verdenskrigs tid.

Bogen SKAM lukker op for alt det, som ingen taler om. Hverken i min familie eller i ganske almindelige familier. Nemlig de udfordringer som en vanskelig hverdag på Anden Verdenskrigs tid rummede, og hvilke personlige ofre det kostede mig og min familie at holde vores hverdag kørende på min fars skinner.

Vi er en ”fin” familie, min far er vendt hjem til Danmark som den verdensmand, han er. Efter ti år i England, Rusland, USA og som nyuddannet kiropraktor fra Iowa, er han på absolut forkant med sundhedens nyeste nye viden om naturlig helbredelse. Han vender hjem som en gift mand, der kan hvad han vil. Køber Klinikken i Hafniahus, som hans studiekammerat Børge Bloch har etableret. Bornholm er for lille for Børge Bloch, og som skabt til min fars behov for at gemme sig væk.


Fanny Knight som barn sammen med sin søster - døtre af den sengeliggende kiropraktor og hans engelske hustru. De bor i Hafniahus, hvor moderen passer mand, børn og mandens kiropraktiske gerning.

Går i seng en fredag og bliver der på ubestemt tid
Ligesom ingen der tør åbne døren til egen afmagt, og lappeløsninger er bedre end at stå ved sig selv, vokser min fars behov for at lægge låg på, holde facaden og skjule sig. Min mor holder ud og lader ”til døden jer skiller” fylde hende med arbejde i døgndrift. Et liv som gift med min far koster hende mere end nogen kunne drømme om af troskab, loyalitet og masser af kedsommelig udholdenhed, og den arv skal jeg løfte til mindste detalje for min far, der evner at styre og regere over min mor, min storesøster og mig, og ikke mindst over Klinikken i Hafniahus, fra det øjeblik han vælger at gå i seng og blive der på ubestemt tid på grund af omfattende kropslige lammelser. Og han beordrer min mor ned på Klinikken for at behandle hans patienter. Min mor er ikke uddannet kiropraktor! For noget skal vi jo leve af!! Og min storesøster og jeg er kun er til besvær, medmindre vi kan læres op til at passe vores far, og sætte hans velfærd over alt andet.

Ofret på barndommens alter
Ting tager tid, men det tog ikke lang tid for min effektive, fra han gik i seng en fredag eftermiddag, til han planlagde sin egen fremtid. Det er den opdragelse jeg får - først far - og dertil kommer den Katolske Kirkes indflydelse på vores familie, idet min mor har medbragt sin tro på Paven, skriftemålet og kirkens øvrige velsignelser fra hendes fødeland England, da hun giftede sig med min nyuddannede kiropraktor far.

Min mor ønskede sig børn, min far var guddommeligt kedelig, og i kærlighedens navn opdrog hun min storesøster og mig til loyalt at ofre os på barndommens alter til fordel for at blive som voksne børn, der passer far. Vi to piger gjorde mere end hvad godt er for at holde sammen på familien. Jeg var så dygtig til at være min fars lille prinsesse lige til det øjeblik jeg kom i skole, og jeg opdagede at der var en verden udenfor Verona.

Føler SKAM over det derhjemme
Vi har travlt hjemme hos os. Allermest min mor, derefter kommer storesøster, jeg og vores unge pige og selvfølgelig min far, der holder syr på hele familien i form af systematiske notater over hans helbred, lavementer og grøntsager, vores elforbrug, den daglige indkomst, som mor afleverer efter endt arbejdsdag. Mor har travlt, hun glemmer at melde mig i skole, og jeg starter otte år gammel på Vestre Skole, hvor storesøster den første dag. Alle har travlt, jeg skal skynde mig hjem for at hjælpe far og lytte efter hans klokkesignaler, der er afpasset efter, hvem han skal have fat på et nærmere kendt signal. Far er telegrafist, han kender morsealfabetet. Og hvis jeg er ude i gården med mine kammerater, stikker mor hovedet ud af køkkendøren og kalder med høj og tydelig røst, og så er det med at komme ind til far.

Jeg er anderledes. Jeg fortæller ingenting om min far, jeg skammer mig over ham, ingen af mine kammerater har set ham, men lugten af hans lavement er er ikke til at tage fejl af. Jeg har travlt og mine pligter som fars lille prinsesse keder mig. Men jeg skal vente med at lave aftaler med kammerater for først at skynde mig hjem til far, og så er der katolsk eneundervisning i skoletiden. Jeg må ikke blive vaccineret, for vaccination er den rene gift. Ikke spise sukker. Og så skal jeg have et fed hvidløg i munden, for ikke at blive syg.

Det taler vi ikke om
Den katolske præst, pastor Bartel
Hvorfor far er syg, det taler vi ikke om, det tilhører privatlivet, og det med at gå i kirke om søndagen, det taler jeg heller ikke om. For jeg er flov over at tilhøre en flok gamle, sortklædte nonner og polske knirkende koner, der søndag efter søndag står på kirketrappen ud til Østergade og trykker pastor Bartel i hånden en enkelt polsk mand med træben. Vi hører til den katolske kirkes faste stab udenfor kirken, og alle spørger hvordan det går med min far. Derefter går jeg med en nonne under armen ned ad Østergade. Vi drejer til højre ad Lille Madsegade, passerer missionshuset Elim, hvor min skolekammerat Inge står og glæder sig til at komme ind og få et glansbillede. Den slags belønninger får man ikke i den katolske kirke, hvor jeg i stedet skal knæle, korse mig, igen og igen falde på knæ og bede de obligatoriske bønner, rejse mig op igen, og bøje hovedet for de synder, som alle begår.

Det har taget mig et langt liv at huske og forstå de store sammenhænge i mit liv, overdraget af mine forældre, af min mor som ville mig det bedste, af min far der kun tænkte på sig selv, og Pastor Bartel der fra sin plads i skriftestolen og eneundervisningen på hans lille kontor over kirken havde styr på alt og alle.

Jeg har igennem årene tygget mig igennem kreativitetens skatkamre. Som væver og stoftrykker, maskemager, dokumentarist og fået midler fra Kunstfonden, Filminstituttet, og diverse fonde til at rejse ud og opsøge familie i alle verdenshjørner, for at finde ud af, hvad der var galt i familien. Taget en uddannelse i shamanisme, været på Tvind og uddannet mig til jungiansk Kunst og Psykoterapeut. Og nu endelig skrev jeg bogen om barnet, der voksede op under ovennævnte omstændigheder. Og så skulle den pot være ude.----- Med sådan er det altså ikke. Mennesker er som de er, men jeg er dog blevet klogere til at kunne forstå og rumme både store og små sammenhænge i mennesker, og give historien videre.

Søger støtte til bogen
PS: Men at finde midler til den slags historie, er ikke let. Og jeg har fortsat et hul på 30.000 til 35.000 kroer for at kunne gå i trykken i den smukke udgave, som historie af den karakter behøver. Grimme historier har brug for skønhed for at kunne kaperes, forstås og fordøjes. Kan med få midler få produceret bogen SKAM, så den er mindre smuk end den kan blive med gode gedigne gamle sort-hvide fotos. Og jeg har valgt at skrive historien i en skønlitterært blomstrende sprog. Hvis tilstrækkelig mange skulle ønske at bogen udkommer i den smukke udgave illustreret med tidens originale fotos, så vil jeg opfordre jer der tror på projektet til at indsætte stort eller lille beløb på en lukket konto på bogen SKAM’s konto i Nordea:

Og I vil få én signeret bog på udgivelsedagen. Reg nr 2105 konto 5363615629. Og oplys navn og mail, og I skal høre nærmere.
Fanny Knight ude i den bornholmske natur, som hun sætter stor pris på.



  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post436

Tog kammerater og lærere med til folkemøde

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff søn, juni 17, 2018 11:50:07
Af Ingrid Aalling Wolff, 15-årig skoleelev fra Vanløse - og mit barnebarn

Jeg har åbnet mulighed for en ekstraordinær gæsteskribent i dag. Og det er ingen mindre end mit barnebarn, Ingrid Aalling Wolff, 15 år, fra Vanløse, der er vild med folkemødet, men endnu vildere efter dette års, hvor det lykkedes hende at overvise sine lærere og skoleledelse om, at hele hendes årgang i skolen skulle med til Folkemødet. Her fortæller Ingrid selv om planlægningen, powerpoint-fremstilling og hvordan det forløb. På billedet herover ses hun sammen med farmor.

Jeg har været til folkemødet en hel del gange med mine forældre og min lillebror Villads. Men i år var noget særligt. Jeg havde nemlig 77 elever fra 8. årgang fra Katrinedals skolen i Vanløse og seks lærere med. Og det var en helt speciel og anderledes oplevelse.

Det hele startede for et år siden. Jeg var på folkemødet alene med mine forældre, fordi min lillebror Villads var hjemme i Vanløse. Da jeg var alene med mine forældre kedede jeg mig en hel del, fordi de hver især skulle til en masse arrangementer uden mig.

Så derfor tænkte jeg, at det ville have været så meget sjovere, hvis alle min klassekammarater og veninder var med. Både så vi havde det sjovt sammen, men også så de kunne mærke den fede stemming, som der jo er på folkemødet.

Jeg fortalte min far om, at jeg kedede mig og at jeg ville ønske at alle mine venner var med mig på Bornholm.

Brugte en nat på en powerpoint-præsentation
Da vi kom hjem fra folkemødet snakkede vi ikke rigtig mere om ideen. Et par uger efter jeg kom hjem fik jeg sommerferie.

Så et par uger inde i ferien snakkede vi om det derhjemme igen. Jeg fik aftvide af min far, at det nok ikke ville være særlig sandsynligt, at det kunne komme til at ske.

Men det var jeg ligeglad med. Derfor gav jeg mig til at lave en powerpoint-præsentation, som jeg kunne vise til min far og senere til min klasselærer Rikke. Jeg skrev ned flere muligheder om hvordan vi kunne komme til Bornholm, hvordan vi fik et sted at sove, hvor vi kunne få mad fra, og så lavede jeg et budget, så de kunne se, hvor billigt vi kunne gøre det.

Alt dette var for at have en så stensikker plan som muligt som ingen kunne sige imod eller sige nej til. Det arbejdede jeg så på hele natten.

Ikke for store forventninger
Dagen efter viste jeg det til min far, som hjalp mig med at lave et par ændringer i min plan og kom med flere ideer. Han sagde til mig, at det var en fantastisk ide og at jeg skulle vise den til min lærer, når ferien var omme. Men han mindede mig også om, at jeg ikke skulle have for stor forventninger, fordi at det var ikke sikkert at der var ressourcer og tid nok til det på skolen.

Men det var jeg også ligeglad med, fordi jeg var så opsat på, at det skulle ske. Dels sådan, at jeg ikke skulle vandre rundt alene og kede mig til folkemødet 2018, dels så jegg og mine klassekammerater kunne få en fantastisk lejrskoletur og få en masse fede oplevelser og nogle gode historier.

Da ferien så endelig var omme, var jeg så spændt på at komme i gang med at foreslå det for min lærer og forhåbentlig også komme i gang med at planlægge turen.

Skolelederen begejstret
Jeg fremlagte min powerpoint præsentation for min klasselærer Rikke, som med det samme var helt vild med ideen. Rikke og jeg havde efterfølgende et “møde” sammen, hvor vi snakkede lidt videre om det. Nu lå det lidt mere i Rikkes “magt” at føre det videre.

Rikke snakkede så med de andre lærere fra 8. årgang på deres teammøde. De elskede også ideen og kiggede på mine mange forslag og hjalp mig med at gøre planen endnu mere sikker, inden vi gik videre med den til ledelsen. Rikke fik et møde med vores skoleleder (som også hedder Rikke).

Rikke og jeg tog til møde med skoleleder Rikke, hvor jeg fremlagde min idé. Hun var vild med den og sagde at det var da klart noget vi skulle arbejde hen imod.

Nu var det op til lærerne
Nu var det meste af min del overstået. Så nu var det ellers bare lærerne, der skulle klare alt det praktiske, såsom transport og nattely. Jeg skulle i starten af 2018 vise og forklare, foran alle de andre elever på 8. årgang, hvad vi skulle, hvordan vi kom derhen og hvad de selv skulle gøre. Et par uger senere skulle det samme vises til forældrene, og alle forældrene syntes, at det var en mega god idé.

Ca. en måneds tid inden turen skulle eleverne selv gå i gang med eget program og madbudget. Vi måtte alle have 75 kr. med pr. døgn til mad, så vi skulle skrive ned, hvor mange penge vi måtte bruge pr. måltid sammen med vores teltgrupper. Så skulle vi lave et program over hvilke arrangementer vi skulle til ud fra, hvad vi hver især syntes var interessant.

… og så til Allinge

Endelig kom dagen, hvor vi skulle rejse og jeg var så spændt. Jeg var vågen kl. 4 om morgenen, hvor jeg gjorde det sidste klar til rejsen. Klokken lidt over fem tog min far og jeg ud af døren for at hente to af mine veninder, Maja og Kia, som vi skulle have med ind til hovedbanegården, hvor vi skulle tage bussen kl. 6 mod Ystad. I bussen var der en rigtig god stemming. Alle var spændte, men samtidig var vi alle helt vildt trætte, fordi vi havde været så tidligt oppe. På færgen hyggede vi os med kortspil og alle købte en masse slik. Fra Rønne Havn tog vi en bus, som kørte os hele vejen til ungdomscampen i Allinge, hvor vi skulle bo.

Da vi kom hen til campen, gik alle helt automatisk i gang med at sætte deres telte op og puste luft i deres madrasser, mens vi hørte musik i varmen. Igen var der en fantastisk stemning og jeg følte mig en lille smule stolt over, hvad jeg havde gjort for os.

Da vi havde slået teltene op, samlede vi os og blev råbt op og så blev vi ellers sendt af sted i Allinge for at lære området nogenlunde at kende, så vi var klar til “festivalen” torsdag.

Vækket af skrigende måger
Vi skulle lægge os til at sove i vores telte kl. 23 og der var meget koldt, så vi skulle rigtig putte os ind i vores soveposer. Den næste dag vågnede vi meget tidligt, fordi en flok måger fløj rundt og skreg og sloges. Så alle stod op og så havde vi en hyggelig morgen fordi vi skulle først til åbningen kl. 11:30. Om torsdagen var vi rundt og se de arrangementer og events, som der stod skrevet ind i vores skræddersyede programmer. Om aftenen grillede vi og spiste sammen ude foran vores telte.

Da vi så vågnede næste morgen øsede det ned, så meget så det dryppede ned igennem teltet. Den her morgen skulle vi pakke alle teltene sammen og hjem igen til København ved 12-tiden.

Det hidtil bedste folkemøde
Selvom man tror at lejrskoler er dyre kan man faktisk godt komme af sted for meget få penge. Fordi transporten betalte DSB, det var gratis at sove på ungdomscampen og maden skulle vi selv sørge for at have penge med til.

Jeg synes at det i år var det bedste folkemøde, jeg nogensinde har været til! Fordi alle hyggede sig og jeg oplevede noget helt andet end hvad jeg ville have gjort, hvis jeg havde vandret rundt alene.
Ingrids veninder på vej til Folkemødet på Bornholm.



  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post427

6 år som lærer og skoleleder på Christiansø

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff lør, juni 16, 2018 06:12:58

Af Nick Dalum, lærer og journalist - og snart pensionist

”Inden du rejser fra øerne, kunne du så ikke tænke dig at være min gæsteskribent og fortælle om livet som lærer på dette meget specielle sted, krydret med nogle billeder?”

Sådan skrev min gamle kollega fra min journalisttid på Bornholmeren, Søren Wolff, til mig via Messenger for nylig.

Og jo, svarede jeg, jeg vil gerne bidrage til Sørens blog, som jeg i øvrigt ofte læser og oplever som et meget fint initiativ.

Men hvordan er så lærerlivet på et så specielt sted på Christiansø? Det korte svar i forhold til såvel arbejds- som privatliv er, at det er anderledes. På alle måder!

Christiansø Skole er en af landets mindste skoler - men den er ikke lukningstruet, for uden en skole intet levende ø-samfund.
I de seneste seks år har jeg været lærer på og leder af Christiansø Skole. Grunden til Sørens opfordring er formentlig, at jeg går på pension til efteråret og starter et nyt livskapitel sammen med min kone i vores nyerhvervede hus i Kulhuse på Sjælland.

Men hvori består så det anderledes? Ja først og fremmest har Christiansø Skole jo ikke nær så mange elever som andre folkeskoler. I det skoleår, der nu snart er slut, har vi haft 16 elever fra 0. til 7. klassetrin, hvilket er det største antal der har været i ”mine” seks år. Jeg plejer at sige, at vi er landets mindste skole, der ikke er truet af lukning, for uden en skole vil det ikke være muligt at opretholde det levende samfund, som er en af visionerne for Christiansø.

Intensiv undervisning af hver enkelt

Hvert år deltager vi i projektet Aktiv Året Rundt, hvor vi konkurrerer med andre skoler om at være den mest aktive. I 2014 vandt vi konkurrencen, og Sebastian Klein, som er projektets maskot, kom forbi og sagde til lykke.

Og med kun 16 elever bliver undervisningen selvsagt anderledes end andre steder. Vi har ofte delt eleverne i ”de små” (0.-3. klassetrin) og ”de store” (4.-7. klassetrin). I det seneste skoleår har ”storegruppen” f.eks. omfattet ni elever. Og så kan man virkelig nå ind til hver enkelt af dem. Derfor får de en meget intens undervisning, som da også bevirker, at de - med mindre særlige forhold gør sig gældende - er betydeligt længere fremme rent fagligt end deres jævnaldrende andre steder.

Og det er ganske nyttigt, for efter et skoleliv på et så anderledes sted, kan det være noget af en overvældende oplevelse at skulle fortsætte i 8. klasse på en efterskole et andet sted i landet. Selv om vi tager på mange ture (flere end de fleste andre skoler), så er det alligevel noget af et kulturchok, der venter efter 7. klasse. Og når de således skal bruge rigtig meget energi på socialt at finde sig til rette et helt nyt sted langt fra mor og far, ja så er det praktisk, at de typisk er et halvt til et helt år foran deres nye kammerater rent fagligt.

Alle skal trives – også i fritiden

Bag For En Sag hedder et projekt, som Børns Vilkår står bag. Vi bager en hel dag og har café for alle øboere om eftermiddagen. Overskuddet går til Børnetelefonen - et sted, hvor børn med vanskeligheder kan ringe ind og tale anonymt med en kompetent voksen. Her viser Sigrid, Ora og Halfdan noget af bagværket.

Noget andet, der er anderledes her, er, at vi som skole ”blander” os meget mere i elevernes fritid, end andre skoler gør. Årsagen er simpel: Når der er så få børn, er de uhyre afhængige af, at de trives sammen både i skolen og i fritiden. Og når vi arbejder med deres sociale kompetencer, så kan og vil vi naturligvis ikke afgrænse det til kun at handle om skolen. Vi ved nemlig med sikkerhed, at hvis et barn her på øen ikke trives - og ikke kommer til det – ja, så rejser familien igen. Ingen forældre vil kunne holde til at bo et sted, hvor deres barn eller børn mistrives i længere tid.

Derfor arbejder vi hele tiden - og i tæt samarbejde med forældrene - med børnenes sociale kompetencer, og vi tager gerne episoder op i ”klassens tid”, som kan bruges som illustration på noget godt eller noget mindre godt. Og her skeler vi ikke til, om disse episoder har fundet sted i skole- eller fritid.

Meget tæt på forældrene
To andre forhold gør dette lærerjob ganske specielt. Det ene er, at vi er meget tæt på forældrene. Der findes adskillige eksempler på lærere, der aktivt vælger at bo et andet sted end der, hvor de arbejder, så de ikke ”risikerer” at løbe på et forældrepar over køledisken i Brugsen.

Her er vi ikke bare tæt på hinanden. Vi mødes flere gange om dagen, så hvis der er forældre, som er i tvivl om noget, der vedrører skolen, eller hvis de er uenige eller ligefrem utilfredse med noget, vi gør eller ikke gør, så skal det afklares straks, for det duer ikke, at noget ligger og murrer, når vi - lærere og forældre - mødes i andre sammenhænge hele tiden.

Vi har svømmeundervisning i idrætstimerne fra starten af juni og til efterårsferien. Vandet er imidlertid for koldt, til at man kan være i det ret længe. Derfor har vi - med stor støtte fra Trygfonden - købt våddragter til alle.

Skolen er en turistattraktion
Det andet særlige forhold er nysgerrigheden hos alle dem, der gæster os hver sommer. Ca. 45.000 bliver det til i løbet af sommeren, herunder en række lejrskoler. Og fælles for dem er, at de er meget interesserede i vores lille skole.

I skolens værdigrundlag har vi slået fast, at vi er meget bevidste om at være en attraktion i attraktionen, hvorfor vi gerne vil bidrage til, at øens gæster - herunder ikke mindst lejrskoler - får en god oplevelse. Det betyder, at vi får mange besøg på skolen, hvor vore elever kan stifte nye bekendtskaber og øve sig i at fortælle om deres dagligliv til jævnaldrende andre steder fra.

Det er vigtigt for Christiansø, at flest muligt af vore gæster rejser herfra med en oplevelse af, at her vil de gerne komme en anden gang. For hvis de ikke kommer, er der sådan set ingen grund til, at vi er her. Christiansø er først og fremmest en attraktion, hvilket giver os, der bor her, en særlig værtsforpligtelse. Det vil vi gerne lære vore elever - samtidig med, at vi gerne vil knytte kontakter til skoler andre steder i landet, som vi måske kan besøge på et andet tidspunkt.

Tak til Christiansø & Frederiksø
Til slut lidt om privatlivet et så lille sted som Christiansø, hvor det ikke tager mere end fem minutter at gå nogen steder hen. Her er vi, i sagens natur, meget tæt på hinanden. Det betyder blandt andet, at man som beboer her kommer tæt på mennesker og mennesketyper, som man under andre omstændigheder formentlig slet ikke ville møde.

Vi har jo alle sammen en tilbøjelighed til at vælge omgangskreds blandt dem, der ligner os - erhvervsmæssigt, aldersmæssigt eller holdningsmæssigt. Det er ikke muligt her. Her er omgangskredsen dem, der er her - punktum. Derfor er et liv her også en betydelig udfordring til ens egen rummelighed, hvilket jeg har oplevet som et absolut plus, fordi jeg har lært mennesker at kende, hvis livssyn og -erfaring er ganske anderledes end min egen, og som har sat tanker i sving, jeg ellers ikke ville have fået.

Så tak for det, kære venner på Christiansø og Frederiksø. Må fremtiden bringe jer lykke, fred og fordragelighed.
(Redaktionel tilføjelse: Christiansø Skole har en Facebook-profil, ser HER)

På tur til Bornholms Efterskole. Det gør vi en gang om året, fordi mange af eleverne på Christiansø Skole skal fortsætte deres skolegang her, når de er færdige efter 7. klasse hos os.





  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post423

Far skulle prøveprædike i Allinge-Sandvig

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff lør, juni 09, 2018 07:42:44

Marianne og Bjarne Hartung Kirkegaard med skotske Loch Ness i baggrunden. De så intet til uhyret!

Af Bjarne Hartung Kirkegaard
, journalist, kommunalpolitiker, børnehavepædagog og en del andet

Jeg er født den 27. marts 1954 i Gladsaxe, hvor jeg boede og voksede op – på Oktobervej 11 i Mørkhøj. Egentlig i udgangspunktet en sorgløs barndom – indtil min lillebror, Rune, fik kræft – en knude på halsen – og døde. En måned før han ville være fyldt 9 år. Han var halvandet år yngre end mig – så her blev min lille familie ramt af livets realiteter.

Min mor var hjemmegående husmor, og min far var kirketjener ved Domkirken i København. Han ringede med klokkerne og skrev digte i kirketårnet. Han udgav flere digtsamlinger – også nogle med salmer. En af de unge præster ved Domkirken spurgte min far: ”Du Johannes, skulle du ikke være præst?” Dét – og måske også overvejelserne omkring Runes død – gjorde, at far begyndte at læse til præst i sin fritid.

Han var på tale som præst i flere forskellige små sogne omkring Ringsted og Næstved i løbet af 1960’erne. Han prøveprædikede et par steder. Også Sejerø var inde i billedet – i en tid med mangel på præster. Det blev ingen af delene. Men så i juni 1971 skulle far prøveprædike i Allinge-Sandvig Sogn.

Jeg var 17 år og tog med min far og mor til Bornholm. Det var lige omkring det tidspunkt, hvor jeg tog min realeksamen i Gladsaxe. Mit første møde med Bornholm blev via en togtur til Simrishamn, hvorfra vi så skulle sejle til Allinge med det gode skib ”Østersøen”. Da ”Østersøen” stævnede ind i havnen i Simrishamn havde matroserne nok at gøre med at tørre bræk af skibssiden. Mange havde kastet op ud over rælingen – vi kiggede på hinanden.

Søsygens kvaler og bornholmske ord og vendinger
Efter at have gennemgået søsygens kvaler nåede vi i land på molen i Allinge. Prøveprædikenen gik godt – samtalerne med menighedsrådet gik godt – og et foredrag om aftenen gik også godt. Vi var en eftermiddag oppe i Allinge Præstegaard, hvor mor og far skulle vælge tapet til hele huset. Jeg var dybt imponeret – for jeg talte 40 døre i præstegården.

Ved en afstemning i sognet skulle der tages stilling til, om man ønskede min far som præst. Der var 90, som gik hen for at stemme – og far fik 90 Ja-stemmer. Så vi flyttede til Allinge den 7. september 1971, hvor jeg fik eget stort værelse på loftet i præstegården.

Jeg kendte kun en person på Bornholm. Det var Ejvind Uldahl, som var blevet leder af den nyoprettede Allinge Børnehave – der var åbnet 1. maj 1971. Ejvind havde været vikar i marts 1971 på byggelegepladsen hjemme på Oktobervej i Mørkhøj. Hvor jeg efter skoletid havde været ansat som praktisk medhjælper.
Barsk CF'er med bakkenbarter

Så jeg gik ned og spurte Ejvind, om han havde arbejde. Jo – han skulle skifte forpraktikanter den 1. november. Så han kunne godt bruge mig et halvt års tid. Og sådan blev det.

Jeg kom som sagt som 17-årig til 1970’ernes Bornholm, hvor bornholmske unge lærte mig en hel del bornholmske ord. Jeg fik hurtigt et netværk. Menighedshjemmet i Allinge var her, hvor KFUM og KFUK – og Indre Mission i byen – holdt sine møder. Så jeg begyndte at komme i UA – KFUM og KFUKs ungdomsafdeling, hvor der var en gruppe søde unge mennesker.


De synes, det var sjovt at lære mig bornholmsk. Så jeg skulle sige en hel del ord på bornholmsk. Nu skriver jeg dem her på dansk: ”Blå bukser”, ”Grønne kjoler”, ”Røde lamper”, ”Drenge”, ”Piger” og ”Børn” – og så må I selv inde i hovedet tænke på udtalen af ordene på bornholmsk. Og så det med at sove – ”pible de saver og kærrer de sniver”, fik jeg at vide. Min mor kunne ikke forstå, at de alle sammen skulle hjem og save, når et aftenmøde var slut.


Hurtigt i pressen

Jeg fandt ud af, at med to bornholmske dagblade var det ikke svært at komme i pressen. Den dag, da min far blev indsat som præst i Allinge - først i september 1971, da optog jeg uden for kirken med mit smalfilmskamera. Så jeg kom med i baggrunden - på et billede i dagbladet Bornholmeren - af min far i procession.

Det var også i Bornholmeren, at figuren ”Krølle Bølle” konstaterende bemærkede: ”Nu er der kommet en digterpræst i Allinge. Bare han nu ikke digter for meget…”

Men jeg var jo så blevet ansat i Allinge Børnehave, hvor jeg i seks måneder var forpraktikant. Den 1. marts 1972 var ansøgningsfrist for at søge ind på pædagoguddannelsen, som dengang ikke fandtes på Bornholm – så jeg søgte Slagelse Børnehaveseminarium som 1. ønske.

Da jeg 1. maj 1972 var færdig med at passe børn i Allinge Børnehave, så fik jeg arbejde på Kjærenæs Minkfarm i Olsker. Her var mit arbejde at bygge bure til sølvræve ude i værkstedet. Så jeg bukkede meget ståltråd den sommer.

Med masser af rotter
Et sted med masser af rotter. De kunne æde en sæk med fodersukker på en nat – så kun den tomme pose stod tilbage om morgenen. Bestyrerens søn stod ude i gården med et luftgevær i middagspausen og skød efter rotterne, når de løb oppe på rygningen af værkstedbygningen.

Jeg begyndte på seminariet i Slagelse i september 1972, men alle ferier blev holdt hjemme på Bornholm. Jeg valgte også at være i praktik på Bornholm. Dels i børnehaven på Fabriksvej i Klemensker og i dels i Midgårdens Børnehave. En børnehave, hvor der skete en ulykke med et barn ude på legepladsen, som faldt ned og kom til at hænge sig et langt halstørklæde. Det var mens jeg var i praktik.

I sommeren 1973 havde jeg i øvrigt arbejde som chauffør i Tejn Brugs. Det var dengang der både var service og vareudbringning til i større stil. Her kørte jeg rundt i Tejn og omegn i et folkevognsrugbrød.

Flyttede hjem til Allinge
Efter tiden i Slagelse og et halvt års højskoleophold på HUH i Haslev, så flyttede jeg i foråret 1976 igen hjem til mine forældre i Allinge Præstegård. Jeg skulle i kongens klæder på CF kasernen i Allinge.

Det meste af tiden, hvor jeg var indkaldt, boede jeg derfor hjemme. Jeg skulle bare stå klar på stregen ude i gården kl. 08.30. Jeg sov kun på kasernen en gang om ugen, når jeg havde udrykningsvagt.

Det var også i årene 1976-1978 jeg var leder i KFUM og KFUK klubben i Allinge. Vi havde 22 børn fra 4. klasse og fra 6. klasse i små to år. En sjov og hyggelig tid. Jeg var også leder på lejre på Bethesda i Poulsker, hvor der kom unge fra hele Bornholm.

Der skete så en hel masse i 1978-1979. Marianne og jeg blev enige om, at det skulle være os to. Vi blev gift i april 1979 – siden er der kommet tre dejlige børn, tre svigerbørn og tre børnebørn. Og der er nu ikke noget så dejligt som børnebørn!

Arbejde og politik
Jeg fik arbejde som socialpædagog, først i Svaneke og siden i Rønne. Så fulgte fire år som børnehaveleder i Aakirkeby – hvor jeg efterfulgte Valborg Blangshøj i børnehaven på Syrenvej. 10 år blev det til som pædagog – i første omgang.

Det var også dengang, i efteråret 1985, at jeg første gang blev valgt ind i lokalpolitik på Bornholm – dengang i amtsrådet. Og politik er jeg jo aldrig rigtig holdt op med – endnu… Kort efter skiftede jeg fra børnehaveleder til journalist ved Bornholms Tidende, blandt andet lokalredaktør i Allinge-Gudhjem 1991-1998. Indtil udgangen af maj 2018 har jeg ugentlig redigeret ”kirkesiden” i Bornholms Tidende weekend. Men nu har jeg så lidt bedre tid til andre ting.

Efter fastansættelsen gennem 23 år på avisen blev det til en hel del år, hvor jeg var fast ugevikar på skiftende lokalredaktioner. Så blev jeg lærervikar på Svartingedal Skole i januar og februar 2016, hvor jeg underviste asylbørn i dansk. Herefter to år som kommunikationsmedarbejder/salgsmedarbejder hos BornFiber i Hasle.

Siden marts i år har jeg så nydt at være ansat som pædagog på Peterskolen i Rønne. Så jeg er vendt tilbage til det arbejde, som jeg begyndte med – og jeg har det som en fisk i vandet. Det er super dejligt at arbejde som støtte for et par børn – en dreng og en pige – i 1. klasse. Og så en dag om ugen at være i 0. klasse.

Et kapitel mere slut
Og så er mit kapitel med også at være fast kirkesanger(afløser) i Allinge ved at være slut, da der lige er ansat en fast kirkesanger i Allinge, som jeg er ved at lære op. Så i år skal Marianne og jeg have ferie sammen i hele juli måned. Og det er fantastisk! Hun er lige gået på efterløn – efter 40 år som sygehjælper i Gudhjem.

Så der er sket rigtig meget siden jeg gik i land på Allinge Havn fra ”Østersøen” – som 17-årig efter en tur med søsygens kvaler. Og ind imellem ”alt det andet” har der heldigvis også været tid til ferieture. I august 2017 var Marianne og jeg i Skotland.
Min far og jeg lagde fliser ved Menighedshjemme i Pilegade i Allinge, og det kom i Bornholms Tidende, hvorfra dette billede stammer.





  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post409

En Rønnahorra fortæller

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff lør, juni 02, 2018 06:53:20

En barndom meget forskellig fra nutidens


Af Erik Lund Hansen, kommunalpolitiker - og bosat på Nordbornholm

Forskellig, ment som de kæmpe forskelle, der er på at vokse op i nutiden i forhold til dengang i 50’erne og 60’erne, da jeg var en lykkelig og meget fri dreng i Rønne – eller horra som det hedder på modersmålet. Det er den tid og den barndom Søren har bedt mig skrive lidt om – gerne med en vinkel på det at vokse op med en far, Arne Hansen, der var politiker og borgmester i Rønne i tre perioder. Undskyld Søren, men den vinkel tror jeg vil fortabe sig lidt, p.g.a. af de utrolig mange barndomsminder, der dukker op, når man pludselig får en opgave som denne. Og så fordi jeg egentlig ikke mærkede det med politikken så meget, som andre måske kan tro, - eller i hvert fald tog jeg mig ikke af det. Jeg så ham som min far og det var lige præcis det han var. Vel var han meget væk, men når han var hjemme var han altid meget nærværende og til stede. Sådan var han bare, tænker jeg. Dertil var det jo ikke før i 1984 at han blev borgmester.

Men det fyldte på den måde, især da vi blev ældre, at vi ivrigt diskuterede politik og samfund, stort og småt. Da vi var mindre blev der tysset på os når Pressens Radioavis gik i gang. Man skulle følge med. Far var ofte meget påvirket af de ting han hørte i radioen – både ude i verden og her i landet. På den måde fik vi søskende, tror jeg, interessen for politik og forståelsen af hvilken betydning det har, ind med modermælken. Sidenhen kunne diskussionerne godt gå højt henover spisebordet, når vi var samlet. Vi børn fulgte dengang i de glade 60’ere og 70’ere, pænt med ude på den yderste venstrefløj, DKP, KAP, SAP og senere VS var lidt på skift tilholdsstedet for mig, uden dog at jeg nogensinde var organiseret. Jeg er klart den af os tre børn der først og mest konsekvent er ”faldet til patten” og blevet erklæret socialdemokrat. Måske var jeg det i virkeligheden hele tiden, men hvis man skulle gøre oprør mod sine forældre – og det lå i tiden dengang (som nu?), så var der jo kun den vej at gå. Borgerlig skulle jeg i hvert fald ikke være.

Barndommens gade
Nå, tilbage til barndommen. Jeg er det man kalder ”Enj rajtig Rønnahorra”. Født den 14. juni 1954 kl. 7 om morgenen, på Harbovej nr. 8, i det der senere blev ”den lille stue”, men som dengang var soveværelse for mine forældre. Min far var mødt på arbejde og var med toget i postvognen, på vej til Nexø. En nabokone, eller var det jordemoderen selv, nåede akkurat lige hen på Rønne Ø da toget standsede der, og fik fortalt ham at han havde fået sit tredje barn. Søn nummer to, den ældste, Jens fire år ældre og der imellem, Lis – der tre dage senere fyldte ét år – det må have været hårdt for vores mor.

Der var bestemt ikke for meget at rutte med, men vi var heller ikke fattige. Far havde fast arbejde i Post- & Telegrafvæsenet (det var dengang…) og mor var hjemmegående, hvilket så sandelig også var fast arbejde. Det var langt de fleste mødre i gaden.

Harbovej, eller Harbovej Rønne, fordi på den anden side af togskinnerne lå Harbovej Knudsker, fordi lige der gik sognegrænsen. Det lagde vi som børn af uransalige årsager utrolig meget vægt på!

Vi var 25-30 nogenlunde jævnaldrende børn på Harbovej, alene. Der var stort set altid nogen at lege med. Hvis vi ikke lige havde fået lavet en aftale om at lege, gik vi fra dør til dør og ringede på og spurgte om den og den kunne lege. Det kunne han/hun godt, inde eller ude, så? Som regel blev det ude og så kom der altid flere til. Udelegene var primært sport og i hovedreglen fodbold. Men sandelig også så meget andet.

Vi spillede fodbold på gaden, uden problemer. Når der sådan ca. hver halve time kom en bil, råbte den der først fik øje på den bare ”biiiiiiilll”, hvilket betød at vi tog bolden under armen og gik ind på fortovet til den var tøffet forbi. Jeg tror ikke der ville blive meget effektiv spilletid hvis der skulle fodbold på Harbovej i dag.

En anden, lidt mere pudsig leg, var når fyraftens-sirenen lød på Rabækkeværket og de 200-300 arbejdere et kvarters tid senere i en lang kolonne, to og to eller tre og tre, kom cyklende på deres store sorte herrecykler – så gik vi unger på fortovskanten, strakte armen ud, rakte hånden frem og råbte ”slååå miiig” – en underlig leg, man måske kan kalde datidens High Five? Men vi elskede det. Mange af arbejderne var med på legen og drillede og slog enten meget hårdt, eller trak hånden til sig, lige som vi troede at de var med på legen. Ofte var der et efterslæb af et par stykker, muntre og let slingrende, - altid de samme...

Legepladsen og JERN 112
Vi spillede dog også rigtig meget fodbold på pladsen lige over for vores hus. Dengang bare jord og lidt sparsomt græs, hvilket egentlig kunne bruges til utrolig meget leg. Det vildeste var nok når de store drenge, der stod i et værksted nede hos cementstøberen (Laurits Nielsen) i nr. 25 og arbejdede med deres motorcykler, afprøvede maskinerne på pladsen og kørte i ring, med os siddende i midten, som vildt betagede tilskuere. Ikke helt ufarligt må man sige!

Senere blev det hele ødelagt med en legeplads… JERN 1129 (Produkten) ejede grunden og fremstillede forskellige, temmelig egenartede legetøjsredskaber, de fleste fremstillet af gammelt jern. Tydeligst husker flest vel den store globus, lavet af jernrør og svejset sammen til et spændende klatrestativ, desuden et par gynger, en vippe, en om end meget lille rutsjebane og sidst, men ikke mindst ”en slange” sat sammen af 15-20 cementrør, man så kunne kravle igennem og som ikke mindst kunne tjene som ly når de voksne gerne ville tale et par alvorsord med os, fordi vi måske ikke lige havde opført os ordentligt. Alt var malet i 1129’s farver, gult og sort. Den lille rutsjebane kom senere til at fungere som den ene målstolpe, for fodbold skullevi spille og det lod sig heldigvis stadig gøre. Men selvfølgelig var vi også glade for legepladsen. For enden op mod Almindingsvej stod i øvrigt en kanon med hjul, som man kunne kravle op på. Jeg tror den i dag er placeret, enten ved Kastellet eller i Kanondalen.

Købmanden ”Viadukten”
Som det første hus på Harbovej lå der en købmandsforretning, Viadukten. Lidt af en blandet landhandel. De havde alt – lige fra koste og fejebakker til sukker, mel, cigaretter og slik. Sommetider når man dryssede rundt på fortovet nede i gaden kunne køkkenvinduet hos den rare fru Madsen blive åbnet hvorefter vi blev bedt om at handle for hende oppe hos købmanden. Vi blev udstyret med handlesedlen, som vi afleverede til købmanden eller hans kone med ordene: ”Det står på sedlen”. Vi gjorde det gerne – betalingen var nemlig altid en negerbolle (undskyld, men det hed det helt uden blusel hed dengang).

Indehaveren af Viadukten var en, i vores barneøjne, temmelig gnaven ældre herre, Ejner Jensen. ”Sura Ajner” – ikke spor pænt at kalde ham det, fordi efterhånden som vi voksede til fandt vi ud af at manden faktisk havde en hel del lune, som vi nok bare slet ikke forstod som børn. Men vi var heller ikke søde med ham, og drillede ham på alle mulige måder – snebolde mod butiksruden, småsten i automaten når vi havde trukket slik osv. Glæden ved det var, at han altid prøvede at fange os, men aldrig lykkedes med det. Det var blandt andet her at cementrøret på legepladsen var guld værd. Hvis han endelig forsøgte at kravle ind efter os, kunne vi bare smutte ud i den anden ende, og væk var vi! Senere blev vi glade for ham og lykkedes sommetider med at ”handle bagom”, når vi som unge ikke lige havde fået købt den kasse øl vi kunne skramle sammen til, når vi pludselig synes at vi holde ”en lille fest” weekenden… Blot lærte vi at tjekke radioprogrammet for de dengang så populære hørespil, for dem fulgte Ejner minutiøst med i – og så kunne vi kigge langt efter den ønskede handel!

Legene – ikke helt uden risiko…
Vi havde mange steder at lege – høhytter i grøften hen mod viadukten når grøftekanten blev slået, selve viadukten – ja vi klemte os op ad siderne når toget kørte forbi, og ja vi lagde de dengang store femører på skinnerne og fik dem bøjet når toget passerede, og ja vi kørte om kap på vores cykler ned ad Harbovej med den optegnede fuldt stop linje lige før togskinnerne som målstreg, vi vidste jo hvornår toget kom. Og ja, det var farligt.

Den værste historie er nok en gang vi legede cirkus. Paul Larsen var flyttet op på Industrivej og brugte marken mellem deres bygninger og baghaverne til Harbovej som opbevaring til alt muligt. En fin ”legeplads”. Udrangerede lastbiler, tomme olietønder mv. Fantasien fejlede ikke noget. Vi tog en ladside fra en lastbil, lagde den på tværs af en olietønde, så den dannede en vippe – ligesom i Cirkus – kravlede fire mand op på ladet af lastbilen, placerede en stakkels kammerat for enden af planken og sprang ned. Det lykkedes alt, alt for godt. Kammeraten fløj ”fire meter op i luften”. Han måtte hentes i ambulance og vendte brødebetynget tilbage med begge sine arme i gips, til nogle mindst lige så brødebetyngede ”legekammerater”… Undertegnede var dog ikke lige ude at lege den dag og var dermed fuldstændig uskyldig!

Legeområderne udvides
Senere bevægede vi os på vores cykler længere ud i byen. Hen på Malmøvejs legeplads, ud på Galløkken og vinterens fantastiske kælkebakker i Kanondalen og de overrislede skøjtebaner, først ved Østre Skoles fodboldbane og senere på asfalten ved legepladsen på Malmøvej. At lege to-tag-fat der på skøjterne, med en af klassens søde piger i hånden var ikke så tosset.

Vi cyklede op på stadion med fodbolden på bagagebæren. Vi måtte enten kravle over den aflåste låge ved siden af ”uvedkommende har ingen adgang” skiltet, eller smutte gennem et af hullerne i hegnet og spille helt oppe på de bageste baner i håb om ikke at blive opdaget Opsynsmanden med den hvide kasket. Han var ikke så morsom at komme i kløerne på. Tænk sig stadion var ikke åben for os børn, undtagen når der var kampe eller træning. I øvrigt blev alle os drenge RIK’ere – med Richard Lund som en populær puttetræner. Jeg husker tydeligt at præmien for en sejr var en Piratos og når det gik rigtig højt, en sodavand.

Om sommeren først og fremmest Den Gule. Badebroerne, tremetervippen, kighuller i træværket til pigernes omklædning. Og så de store lærlinge der kom efter fyraften og legede tagfat, med os små som betagede tilskuere oppe på bænkene. De var sublime vandhunde, svømmere, dykkere, udspringere, Lange Max der kunne bunde i det mellemste bassin og en af dem kunne dykke med en cigaret i munden og stadig ha’ ild i den når han kom op. Og Theobald, bademesteren, der et par gange om dagen svømmede under vandet fra den ene bro til den anden i det vel ca. 50 m lange dybe bassin. Med lugten fra oliebroen lige ved siden af.

Skoletiden
Til sidst lidt om skoletiden. Jeg startede på Vestre Skole og gik der de tre første år. Der var seks førsteklasser, alene på Vestre, da jeg startede. Vi var 32 i min klasse og det tror jeg såmænd var gennemsnittet. Vestre Skole lå i Ellekongsstræde, der hvor Meny har parkeringsplads i dag. En smuk gammel Bidstup-bygning (tror jeg nok), med ja, lokummer i gården, og med bagudgang til det smukke gamle røde bibliotek ud mod Store Torv og Torvegade.

I fjerde klasse kom jeg på Østre Skole, hvor jeg endte med at tage Realeksamen. Vi var første årgang der ikke blev delt allerede efter fjerde klasse i en boglig og i en almen linje (uden at det direkte blev nævnt, var det et eller andet sted, i hvert fald for os børn, ”de kloge og de dumme” (tænk engang!!). Dog blev den deling fastholdt efter det sjette skoleår hvor man enten kom i Realen eller i Almen. Først i 1978 fik det sidste hold Realeksamen. Jeg fik min i 1971 – uden den helt store indsats, fordi livet i de år bød på så frygtelig meget andet, nye kammerater, piger der voksede over hele kroppen, musik, ungdomsskole og fester. Men det gik da!

Især i de første år må min skoletid, set oppefra, betegnes som den sorte skole. Det var ikke ualmindeligt med en lussing, brug af pegepinden over fingrene, hiven i ørene og med en-meter linealen bagi – spanskrøret kender jeg dog ikke til. Jeg mener at det var i 1967 at revselsesretten blev forbudt i skolen – men der var ærlig talt stadig lærere der havde svært ved at vænne sig til det. Skammekrog, uden for døren og eftersidninger (svedere) var dagligdag, - dog selvfølgelig ikke for dydsmønsteret her. Jeg havde faktisk en klassekammerat, der opnåede seks svedere på en skoledag med fem timer. Den skrappeste lærer af dem alle uddelte den sjette, men var ved at opgive fordi hun ikke kunne finde en dato hvor han ikke skulle sidde efter i forvejen!

Sidst i tresserne/først i 70’erne gjorde så de langhårde 68’ere deres indtog. Det forandreede utrolig meget. Vi kom på fornavn og måtte sige DU til lærerne. Os der havde været underlagt de stramme de tøjler havde svært ved at administrere det og gik ofte fuldstændig over gevind. Synd for de stakkels frontkæmpere med det lange hår og islændersweatrene. Men efterhånden lærte vi det, fik respekt, og de blev næsten vores forbilleder. Angsten for lærerne, blev vekslet til respekt – hvis jeg skal svinge mig lidt op!

Alt i alt mindes jeg min skoletid med glæde, men sådan er det vel, når man kigger tilbage.

Børnelivet før og nu
Historierne er nærmest uendelige – fri leg, en lykkelig barndom! Det var det, altså. Men jeg skal spare jer for mere.

Hvis jeg skal blande lidt politik ind i det og måske perspektivere en smule og trække en linje op til nutiden, kunne jeg konkludere at børn i dag har mistet meget af den frihed, jeg her har beskrevet og som vi, eller i hvert fald jeg havde. I dag lever børnene stort hele set deres børneliv med hegn omkring sig. Det behøver ikke at betyde at de ikke har det godt og sjovt og vil sidde tilbage med ligeså mange gode minder som jeg – men sommetider kan den tanke godt komme til én at noget af friheden, pga. hele samfundsudviklingen, er taget fra dem.

Men guderne skal vide at friheden også havde sin pris. Der var ikke så mange dikkedarer. Vi lærte i børnegruppen hierarkierne at kende – om ikke andet blev de, i bogstaveligste forstand, banket ind i én, hvis man ikke lige kunne finde ud af det. Mobbepolitikker fandtes der ikke.

Jeg læste forleden en artikel om en nu voksen mand der var lykkelig og glad for at have været curlingbarn. Når han kom hjem stak han fødderne frem, så kom hans mor og tog skoene af ham – så hellere skæld ud for hul på bukserne og beskidte sko på det nyvaskede gulv. Men sådan er vi forskellige og hurra for det.

Tak for ordet, Søren. Undskyld hvis det kiksede lidt med politiker-barn-vinklen! Til gengæld tak for dit initiativ og min tur tilbage til barndommens gade J.

Med venlig hilsen Erik



  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post392

Kendis med eget strandslot på Bornholm

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff lør, maj 26, 2018 07:16:51

Af Mette Frobenius, standupper, radiovært og erhvervsjurist med timesharelejlighed i Sandvig
Mette Frobenius fotograferet på Hammershus en vindblæst forårsdag.

Jeg har længe været vild med Bornholm. Mine ferier på solskinsøen startede for over 10 år siden, da mine unger var små. Vi lånte en fiskerhytte af Torben, der selv boede i Pedersker, men havde båd i Øster Sømarken. Vi brugte dagene på stranden, ved isboderne, på Natur Bornholm og så retur på stranden. Nu er de begge vokset mig over hovedet, og går mere op i om der på vores ferier er velfungerende wifi og god mad.

I de mellemliggende år har jeg desuden været på mange jobs på Bornholm, bla. for Dansk Metal og HK, og været fast inventar på Folkemødet og så har jeg været turist. Jeg er der så tit, så jeg har investeret i et færgekort... Men jeg er også forblevet feriegæst, for de sidste år har jeg været ejer af en time-share lejlighed på Strandslottet i Sandvig. Et fantastisk, helt eventyragtigt gammelt badehotel med salon, billardrum og romerbad.

Klipper og hav som det ser ud fra Mettes timeshare-lejlighed på Strandslottet.

Det her er ikke Sydeuropa!
Jeg ved, at time-share konceptet fik nogle alvorlige ridser i lakken i 80´erne i Sydeuropa, hvor naive danske turister blev drukket i hegnet i billig sangria, og vågnede op næste morgen med tømmermænd – og en underskrevet timeshareaftale, som de ikke kunne komme ud af. Strandslottet er noget andet. Det er en velfungerende, økonomisk solid forening, der giver sådan nogen som mig mulighed for at knytte en varig kontakt til et sted, hvor jeg ikke ville købe en fast feriebolig.

Klipperne og havet
I min dele-lejlighed har jeg udsigt til de to ting, jeg altid har set som de største bornholmske fordele: klipperne og havet. Jeg er så misundelig. Klipper giver – uanset hvor man ser dem – en jordnærhed, en ro og stabilitet, der har smittende effekt. De minder os om, at i den store verdenshistorie, der er vores menneskelige tilstedeværelse her og nu bare et lille bitte mikroskopisk pust.


Holdbart i 3000 år
I april gik jeg solskinstur på Madsebakken, på den fine sti bag Allinge, der fører en rundt blandt helleristningerne. Tænk, at vi i 2018 kan gå ad de samme stier og kigge på de samme klipper, som vores forfædre gjorde det i bronzealderen. Det er så vildt. Fuck internettet, selfies, detox kure og sociale medier. De her forfædre producerede noget, der stadig bliver beundret over 3000 år senere.

Og så har jeg været på langt de fleste af de klassiske turistattraktioner. Vi går fast tur til Hammerhavnen. Vi er på Hammershus. Jeg stopper på Bornholms Kunstmuseum (og dets café), når jeg kommer forbi, og jeg finder altid nye detaljer på Oluf Høst Museet. Vi har haft ørne på armen til rovfugleshowet og siddet i skrivepulten på skoleafdelingen på Museet i Rønne. Jeg har set Keramikmuseet, været på vandretur med Søren Sillehoved og på mit spisebord på Islands Brygge står lysestager fra Pernille Bülow. Med andre ord jeg er også typisk turist, med alle de gode oplevelser, der følger med den titel.

Det burde være påske hele året
Bornholm har de sidste par år satset på smagsopleveler. Den bølge ruller jeg med på. Hjemmelavede flødeboller købes hos Bech Chokolade i Gudhjem, jeg har altid været vild med hele udvalget i røget fisk, jeg har lavet pesto af frisksamlede ramsløg, og jeg har i mange sammenhænge fremhævet to af mine absolutte farvoritøl – Opal Pilsner – og Påskebryggen fra Svaneke Bryghus. De fås simpelthen ikke bedre. Det burde være påske hele året.

Udsigten mod Sandvig-bugten fra Mette Frobeniusses ferielejlighed
Tager Bornholm med i radioen
Endelig har jeg siden januar 2017 haft et radioprogram ”Søren og Mette ” på P4, søndag mellem 14 og 16, hvor hver uge har et nyt emne. Der har jeg benyttet mig af mange gode bornholmske stemmer. Benny Starup fra Sandvig Camping var med om ”Skønhed” – ”Tænk at jeg står op hver morgen med denne her udsigt”. Hoteldirektør Trine Richter fra Green House Solution i Rønne fortalte om bæredygtigt byggeri. Køkkenchefen Lars Lundø fra Pluto, Kadeaus lillebror på Vesterbrogade i København, fortalte om bornholmske råvarers succes. Europaparlamentariker Jeppe Kofod har lært os at spotte skattesvindlerlande, og Friedhelm Gärtner fra Mostballaden udenfor Olsker slog i ”Ambitioner” fast, at de producerer Danmarks bedste æblemost.

Hvor blev Krølle Bølle af?
For nyligt forsøgte jeg selv i udsendelsen om ”Nostalgi” at få opklaret, hvor den store figur af Krølle Bølle, der plejede at stå på Rønne Torv, nu er henne – for den står der ikke mere. Og det er synd. Den er med på mange feriefotos. Det hjalp Friedhelms kone Isa Dam mig med – men vi fandt desværre ikke svaret. Hvis nogen ved, hvor Krølle Bølle har endt sine dage, må I meget gerne skrive.

Sidste år i juni var jeg så heldig at være forsidehistorien på bornholmerflyets magasin Inflight. Heldig, fordi der er ekstra meget flytrafik i forbindelse med Folkemødet og dermed læser flere bladet. Den placering har jeg ikke igen i år. Men vi ses i Allinge lige om lidt…


Forsiden af DAT's Inflight-magasin med Mette Frobenius som "cover-girl". Hvis du vil læse artiklen er her et
LINK





  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post366

Der har jeg rod, derfra min verden går...

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff man, maj 21, 2018 08:07:51

Af Aage Hansen -ingeniør og traventusiast

De geografiske og genetiske rødder betyder meget for mig. Jeg er født og opvokset på Bornholm, og mine forfædre i mange generationer var bornholmske bønder. Min far var landmand, måske mere af tradition end af lyst, og han havde den på hans tid almindelige uddannelse fra landbrugsskole og højskole, men både ham og flere af hans søskende havde boglige interesser og evner. Den ældste i flokken blev da også læge, men der var nok ikke råd til, at de øvrige kunne få universitetsuddannelser.
Min mors familie havde hjertet mere med i landbruget, og de var alle meget hesteinteresserede. Bryllupsgaven til min far og mor fra min mors forældre på Hjortegård i Pedersker var en skimlet frederiksborghoppe ved navn Lise. Hun fik senere præmie som skuets bedste hoppe på dyrskuet i Almindingen. Derimod var mors familie ikke så bogligt interesserede, og det tog min far helt fejl af, da han forærede min mor en digtsamling med navnet Sti og Stjerne. Hun har selv fortalt mig det, og hun fik vist aldrig læst de digte.

3. B i 1956-57 på Borgerskolen i Nexø

Først Borgerskolen, så Mellemskolen
1. mellem på Nexø Mellem- og Realskole 1959

Egentlig skulle jeg have gået i skole i Bodilsker, for mit fødehjem, Slamrehus, var i Bodilsker, men jeg fik lov til at bytte med en, som hørte til Nexø, og derfor gik jeg i 1. til 4. klasse på Borgerskolen i den bygning, som senere blev til Nexø Sømandshjem og som nu er domicil for Nexø Frikirke.

Efter 4. klasse sprang jeg 5. klasse over og begyndte i 1. mellem på Nexø Mellem- og Realskole. Det krævede, at jeg skulle bestå en optagelsesprøve, hvor pensummet i regning for 5. klasse indgik, herunder brøkregning. Det pensum gennemgik min regnelærer, Sofus Strandsted, for mig ved en enkelt enetime, hvorefter jeg gik op til optagelsesprøven. Så va dænj klârad.

Fra 1. mellem fik jeg således nye klassekammerater, men flere af lærerne var de samme på de to skoler, og jeg havde et godt forhold til alle lærerne. Det er synd at sige, at det samme var tilfældet for mange af mine kammerater. I en Facebookgruppe om Nexø historiske billeder dukkede der i 2014 mange skarpe kommentarer op om nogle af disse nu afdøde lærere, som jeg syntes var dygtige, men som andre åbenbart anså for at være uduelige og for en enkelts vedkommende ligefrem psykopat.

I 1960 åbnede den nye skole på Kong Gustavsvej, og dermed nåede jeg at gå på alle de tre skoler i Nexø: 1. - 4. klasse på Borgerskolen, 1. - 2. mellem på Realskolen og 3. - 4. mellem på skolen på Kong Gustavsvej, som nu heddder Paradisbakkeskolen.

Lærerne på Mellem- og Realskolen i 1959

Hestene og travsporten i min barndom
Markarbejdet på Slamrehus blev udført med heste indtil vi, da jeg var 8-9 år gammel, anskaffede en traktor, en Nuffield. Vi havde normalt en forkarl ansat og lejlighedsvis en daglejer. Vi børn hjalp naturligvis til med høstarbejde m.v. Arbejdshestene beholdt vi i nogle år, men efterhånden blev de afløst af travheste i stalden.Barndomshjemmet, Slamrahus i Bodilsker - lige udenfor Nexø

Isak – verdens bedste hest
Det var han ihvertfald i mine øjne, da jeg var 12 år gammel. Min bror, Paul, lejede ham i 1958 af direktør Viggo Larsen, Stald Majestic, og Isak blev dermed den første avlshingst opstaldet på Bornholm. Isak var med 41 sejre en af sin årgangs bedste heste, selvom han var uheldig i Derbyet. Han var en meget intelligent hest med udstråling næsten som en araber.

Aage og Isak - "verdens bedste hest"

Travheste og travsport var noget nyt på Bornholm på det tidspunkt, og jeg havde aldrig været på en travbane før, da Paul og jeg blev inviteret af Viggo Larsen til nogle dages ophold hos ham i villaen på Lyngbyvej i forbindelse med en travdag på Charlottenlund Travbane. Det var for mig som at komme i Paradiset at opleve hestene og folkene på travbanen. Viggo Larsens heste var i træning hos Palle Sperling, som gjorde et stort indtryk på mig med sin friske facon og sin uundværlige cykel, som han befandt sig på det meste af tiden. Viggo Larsen havde Charmeur, Charmie og Charmaine samt hurtigtraveren Onward Eagle i træning hos Palle Sperling.
Sammen med Viggo Larsen besøgte Paul og jeg også forskellige stutterier i Nordsjælland, blandt andet Opdrætterforeningens formand, Ole Anker, på Stenrødgård i Lyngby, hvor den gamle championhingst Joe's Pride var opstaldet, Kaj A. Larsen (træner Mogens Larsens far), på Gammelmosegård i Hørsholm, Ole Christensen, Stutteri Langstrup og hans søn, Leif Christensen, Stutteri Avlholm.

Radioen nævnte hende ikke
Bornholms Travbane åbnede i 1960, og Paul deltog i løbene det år med Uvira, som dog var købt med henblik på avl og derfor blev bedækket samme år med Isak. Det blev et hoppeføl, Gazelle Burgundia, som jeg var så heldig at få overdraget som gave og som derfor blev min første hest - et eventyr, der desværre endte tragisk. Det begyndte ellers godt. Hun var en stor flot sort hoppe, der som 2-åring fik DTC’s ærespræmie på dyrskuet i Almindingen og derefter blev sendt i træning hos Jens Ipsen i Charlottenlund, hvor hun startede som 3-åring med en tredjeplads i sit debutløb. Forventningerne var derfor store ved næste start, men da vi hørte resultaterne i radioen (ja, dengang blev travresultaterne nævnt i radioen!), var hun ikke blandt de tre første i løbet. Nå, men det hører vi nok nærmere om i aften, tænkte vi. Det gjorde vi bare ikke.

En sorgens dag
Næste morgen tog jeg som sædvanlig toget fra Nexø til Rønne, hvor jeg gik i 1. G på Rønne Statsskole. På vej fra stationen i Rønne langs havnen til skolen mødte jeg en vognmand fra Snogebæk, der netop var ankommet fra København med Bornholmerbåden. Han var selv travmand og kendte mig. Han standsede mig og sagde: “Nå, det var ikke så godt, det i går, hvad!” Jeg svarede: “Nej, det var det vel ikke. Hvordan gik det egentlig? Jeg har ikke hørt noget.” Han blev tydeligt ilde til mode og ville ikke rigtig sige mere. Da jeg pressede ham, fik jeg dog at vide, at min hest var faldet død om under løbet. Jeg fik et chok og gik videre nærmest i trance. Inden jeg nåede skolen vendte jeg dog om og gik ned til stationen igen og tog hjem med det første tog. Derhjemme havde familien i mellemtiden fået en opringning fra træneren om gårsdagens ulykke, og min mor sagde, at det vigtigste var, at han ikke var kommet til skade ved styrtet. Min far sagde, at jeg skulle tage tilbage til skolen, men det nægtede jeg og sagde, at det kunne altsammen være lige meget. Dagen efter var jeg dog i skolen igen.
Gazelle Burgundia var som nævnt det første føl efter Uvira. Hendes næste føl, også efter Isak, var Hallo Burgundia, som vi sendte i træning hos Carlo Frederiksen. Her blev han solgt til en ung skuespiller, Waage Sandø, som senere er blevet meget kendt for sine roller i film, teater og TV-serier. Hallo Burgundia fik en lang løbskarriere i Lunden for træner Per Hansen, og det var en af de heste, som Per Hansen fik kørt flest løb med overhovedet.

Det næste afkom efter Uvira var Jim Burgundia, som ikke var noget stort talent, men jeg lykkedes dog med selv at vinde Amatørpokalen på Bornholm med ham foran storfavoritten Claus med C.A. Cordua.

Valgte forkert
Efter at have købt Uvira købte Paul også en følhoppe af Isaks ejer, Viggo Larsen. Valget stod mellem Venus efter Isak og Tricolore efter Janitschar. Desværre valgte han Tricolore for at kunne bruge Isak som hingst til hende. Venus var langt den bedste følhoppe, og hun blev senere mor til Jupiter Hedegård og Pia Hedegård og dermed bedstemor til derbyvinderen Chianti Pitt.

Tricolores første afkom på Bornholm var Heros Burgundia efter Isak, og ham fik jeg overdraget som min hest efter tabet af Gazelle Burgundia. Heros Burgundia var en nyttig hest på Bornholm, men da jeg som studerende ikke havde økonomi til at holde travheste, blev han solgt til Bolbygård og vandt mange løb for den nye ejer med K.A. Falkenberg i sulkyen. Et enkelt år var han den mest vindende hest på Bornholm.

Rønne Statsskole
De tre år, 1963-66, jeg gik på Rønne Statsskole, cyklede jeg hver morgen til Nexø Station for at tage med toget kl. 6.30 til Rønne. Kun to andre i årgangen var fra Nexø, Ulf Løbner-Olesen og Peter Harild, og vi tre tilbragte derfor meget tid sammen. Jernbanen mellem Rønne og Nexø blev iøvrigt nedlagt i september 1968, og den flotte stationsbygning i Nexø blev desværre revet ned i 1973. Min sidekammerat og nærmeste ven i gymnasiet var Mogens Dam, der er kendt af alle bornholmere som en dygtig dirigent og pianist.
Mine yndlingsfag i gymnasiet var dansk og historie, men også fysik og kemi, idet jeg gik på den matematisk-fysiske linie, fordi jeg allerede dengang havde planlagt at blive ingeniør. Lærerne var meget forskellige. Matematik med lektor Exsteen var frygtet af de fleste elever, fordi undervisningen foregik som en nådesløs eksamination af én enkelt elev. Når lektor Exsteen kiggede i sin lille sorte notesbog for af udvælge den, der skulle op til tavlen, forsøgte vi alle at gøre os så usynlige som muligt. Helt omvendt var vores fransklærer, Jan Plichta en særdeles rar og afholdt mand, som vi også havde i gymnastik. Også Carl Henning Kibsgaard, vores historielærer, var meget afholdt. Han var tillige en habil jazzpianist. Fysik- og kemilærer var lektor Knud Møller, der som den eneste altid sagde De til eleverne. Jeg nåede også at opleve lektor Davidsen, dog kun som vikar, idet han var gået på pension og tilbragte det meste af tiden på Bornholms Museum, som han var formand for. Ved skoleårets begyndelse i 2. G fik vi ny rektor. Det var Bjørn Henriksen, der som det første indførte morgensang i festsalen samt at lærerne derefter før dagens første time skulle afkrydse eleverne i en protokol for at registrere eventuelt fravær. Lektor Davidsen nægtede konsekvent at bruge tid på det. Han sagde, at rektor jo bare kunne fyre ham, hvis han var utilfreds.

DTH/DIA

Efter studentereksamen søgte jeg ind på Danmarks tekniske Højskole og fik en uddannelse som bygningsingeniør. Jeg boede på Paul Bergsøe Kollegiet i Nærum og en kortere periode på Kampsax Kollegiet i Lyngby.

Nielsen & Rauchenberger
Da jeg blev færdig som ingeniør i 1973, var der oliekrise og ingen job at få. Derfor tog jeg arbejde som arbejdsmand i Bornholms Byggeforretning A/S i nogle måneder. Derefter var jeg lærervikar i fysik og kemi på Rønne Privatskole. Samtidig etablerede jeg et rådgivende ingeniørfirma (Totalconsult), som dog ikke nåede at komme rigtigt i gang, før jeg blev ansat i et af Danmarks største rådgivende ingeniørfirmaer, Nielsen & Rauschenberger A/S, hvor jeg fik mulighed for at arbejde med en lang række spændende projekter både i Danmark og i udlandet. Et gennemgående sagsområde for mig var projektering af tankanlæg i Grønland, ofte med tilsynsrejser til de grønlandske byer og bygder. Der var også opgaver, som krævede udstationeringer i Norge (offshoreprojekter) og i mere eksotiske lande som Saudi Arabien, Gambia og Mali.
Jeg befandt mig så godt i firmaet, som nu hedder NIRAS og har i alt 2200 medarbejdere i mange lande, at det blev til mere end 30 års ansættelse.
Da jeg blev ansat, havde firmaet efter en fyringsrunde ikke ansat nogen ny medarbejder i mere end et år. At de valgte mig, skyldtes angiveligt at jeg havde vist noget initiativ. Få timer efter jobsamtalen, som jeg vidste var den sidste af de afholdte jobsamtaler, ringede jeg til chefen (Sven Bertelsen) og spurgte, om han kunne bruge mig. Han havde ikke besluttet sig endnu, men samtalen endte med, at han bad mig begynde i firmaet hurtigst muligt.
Min historie viser, at det er bedre at tage et job på lavt niveau end at vente på ønskejobbet. Jeg fik ihvertfald ønskejobbet, selvom jeg begyndte som arbejdsmand.
Firmaet havde til huse på Gl Lundtoftevej 7 i Lyngby, men flyttede et par år efter til Teknikerbyen i Virum og 10 år senere videre nordpå til Sortemosevej i Allerød. Det viste sig derfor at være et godt valg, da jeg købte et hus i Holte - et hus jeg havde i 30 år, indtil jeg flyttede hjem til fødeøen Bornholm, til Lauegård ved Nexø.Den smukke udsigten fra Slamrebjerg mod Nexø og Østersøen





  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post359

Smeden og sygeplejersken blev gårdejere

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff lør, maj 19, 2018 07:19:01

Af Stine Mikkelsen, Klintebygård, bestyrelsesmedlem i Bornholms Landbrug & Fødevarer

Da Søren spurgte mig, om jeg ville være gæsteskribent, lokkede han blandt andet med, at jeg repræsenterede en yngre generation end dem, der oftest skrev på hans blok. Det kunne jeg ikke stå for! Jeg er født den 21. juni 1969, så udover at have fødselsdag på årets længste dag, ses det også på årstallet, at jeg om godt et år runder de 50! Dejligt at nogen stadig regner en til det yngre segment, men mon ikke det skyldes, at jeg er nogenlunde jævnaldrende med Sørens og Ellys børn.

Jeg er vokset op på Rosengården som den ældste at fire børn, hvor mine forældre drev hotel og selskabslokaler. Før ombygningen til hotel var det Bøsthøj Mejeri og min farfar havde købmandsbutik i tilknytning til mejeriet.

Sommerferie og evig sol
Min farmor og farfar blev boende i bestyrerboligen, og jeg var derovre næsten hver dag. Indimellem glemte jeg min plys-elefant som jeg havde fået i gave af en af hotellets faste gæster. Det var dengang, især tyske familier kom igen år efter år, bookede de samme værelser, og blev i tre uger. Jeg kunne ikke sove uden at vide, at min elefant havde det godt, og husker hvordan min far måtte ringe til farfar, der lovede at lægge elefanten på fyret så den ikke frøs. Jeg har den stadig - elefanten, og når jeg indimellem støder på den, mindes jeg farfar og farmor.

Stine til højre og hendes tre yngre søskende i den store have på Rosengården

Rosengården var et leben om sommeren, og vi børn havde mange forskellige legekammerater gennem sådan en sommer, og vi kunne tidligt mange gloser på tysk. Udover gæsterne var der også mange ansatte. De voksne var de samme fra år til år, men hvert år var der nye unge piger, så vi lærte mange forskellige mennesker at kende. Jeg glædede mig altid til de ansatte startede op for sæsonen, så var det nemlig lige straks sommerferie og evig sol.

Motorcykelbetjente og fru Kofoed
En lang årrække havde vi motorcykelbetjentene boende på hotellet. Især en kom igen og det var Kaj, der blev indkvarteret privat og var som en del af familien. Så meget at han fik en overhaling af min mor for at have forbrudt sig mod regel nummer et: ikke at trampe når man gik på loftet - spisesalen lå lige under og prismelysekronerne klirrede ved det mindste bump. Hendes reprimande sluttede dog med ”Åh er det dig Kaj”. Sådan havde det i hvert fald ikke lydt hvis det var et af os børn.

Vinteren var langt mere stille der ude på landet. Dog blev der holdt en del fester på Rosengården, og så var der liv i flere dage. I køkkenet styrede fru Kofoed med hjælp fra min mor. Fru Kofoed havde en engels tålmodighed. Hun havde altid overskud til at vi børn kunne få en skrællekniv eller en klump dej og være med. Vi har helt sikkert sinket hende i det uendelige. Men hun er en af mine helte, for det var hende der vakte min nysgerrighed og glæde ved at lave mad, og den dag i dag hører jeg hendes stemme når jeg skal lave sukkerbrunede kartofler – så de lykkes altid! Jeg fik i øvrigt lov til at tjene penge i opvasken fra jeg var tolv år, også selvom det var til et sølvbryllup en tirsdag aften, og jeg skulle i skole næste dag. Mit værelse lå nemlig lige over musikken i festsalen, så jeg fik alligevel ikke lukket et øje.

Tosset med heste
Vi besøgte tit mormor og morfar som havde et landbrug lige ved siden af, hvor jeg selv bor i dag. Jeg har altid været tosset med heste, og kastede lange blikke efter Mikkelsens heste når vi besøgte mormor og morfar. Dengang anede jeg ikke at der var en søn ved navn John på nabogården, det var først mange år efter jeg mødte ham på travbanen.

Jeg erindrer min barndom som fuld af relationer til både voksne og unge. Der var altid en voksen at få fat i og nogen at snakke med. Jeg arbejde med fra jeg var tolv år, både på Rosengården og på Travbanen hvor jeg stod i kiosken. Den første jeg stod i kiosken med var Thomas fra Dalegård, han er nu afdelingsleder på DLF i Aakirkeby, så vi træffer hinanden af og til. Hans søster Marianne var vores unge pige i huset igennem et par somre, og vi løber ind imellem på hinanden i byen. Det var ikke noget jeg tænkte over dengang, men i dag har det en værdi for mig stadig at kende personerne fra min barn og ungdom. Selv om det må beskrives som et perifert netværk så eksisterer det, og både personlige og professionelle netværk er vigtige, lige meget hvad man udretter.

Smed og sygeplejerske - og gårdejere
I 1987 flyttede vi fra Rosengården til Rønne, og jeg begyndte at komme på travbanen med folkene fra Byvangen hvor min ridehest var opstaldet, og i sommeren 1988 fik John og jeg øje på hinanden. Vi flyttede sammen året efter i et lille hus i Nexø, og jeg startede med at læse til sygeplejerske og John arbejdede som smed. Byboere det var vi bare ikke, så vi begyndte at lede efter et sted, hvor vi kunne have heste. En dag spurgte Johns far, om vi da ikke ville have gården. Og så var det besluttet.

Oprindeligt ville John fortsætte som smed, men fiskeriets nedtur gjorde ham arbejdsløs, og så greb han chancen for at gå landbrugsvejen. De første mange år stod i ombygning og udbygningens tegn. Jeg arbejde som sygeplejerske, og da vi skulle have barn nummer to hang vores liv ikke helt sammen mere. Vi besluttede at jeg kunne give en hånd med i stalden i en periode medens børnene var små, for som sygeplejerske ville jeg altid kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det er tyve år siden i år!

Tre glade Mikkelsen-drenge i idyllen på Klintebygård i Ibsker

Man lærer at sige PYT
Når jeg ser tilbage, har de år især i starten været fyldt med vores tre drenges opvækst og efterhånden som de er blevet større i højere grad også med arbejdet på gården for mit vedkommende. I de senere år har jeg været aktiv i bestyrelsen i Bornholms Landbrug & Fødevarer. Det tager indimellem meget tid, men giver også meget igen.

Som hustru til en landmand kræves en god del selvstændighed og evne til at sige pyt når planlægningen ryger i vasken. I starten følte jeg mig og børnene fravalgt, når landmanden ikke holdt hvad han havde lovet – eller måske var blevet presset af mig til at love. Jeg mindes, at jeg flere gange har haft drengene klare til at køre afsted men ingen mand. Det handlede jo ikke om manglende vilje til at være sammen med kone og børn, men om at få det hele til at fungere, så ret hurtigt blev det sådan, at var landmanden klar, så kørte vi sammen afsted, og ellers måtte han støde til senere. Så var alle glade.
Vildtparade efter en tilsyneladende god jagt på Klintebygård. Drengene, der i dag også er jægere er med på billedet. Ydest til venstres ses John og i midten foran hans storebror, travtræneren Frank Mikkelsen. Mikkelsen-familien er jo i øvrigt kendt for den store interesse for travheste i flere generationer

Årets gang på landet
Livet på landet er også sæsonarbejde, i hvert fald når man dyrker jord. Forårsarbejdet starter lige så snart vejret tillader det, og er vel først rigtig afsluttet i juni. Midt i juli starter høsten af de tidligste afgrøder og fortsætter til slut august, medmindre man har hestebønner eller majs for så er høsten endnu længere. I august starter så etableringen af næste års afgrøder, og det står på hen til starten af oktober alt efter vejret selvfølgelig. I perioder med spidsbelastning i marken er man meget alene som mor, og i høsten kan der pludselig være fem ekstra mand til aftensmad, det kræver en del planlægning i løbet af dagen, og jeg forstår egentlig ikke, at man har kunnet leve uden mobiltelefonen før. Da drengene var små var det en udfordring at få lavet mad og samtidig skille tre trætte og pirrelige unger ad, så løsningen blev en autostol i traktoren, hvor yngste mand blev parkeret sammen med far. Den monotone lyd fra maskinen virkede i løbet af fem minutter, og gav mig en time til at lave mad i.

Det der er godt at holde sig for øje, når man nu engang er faldet for en landmand, er, at udfordringerne er rimelig ens i andre landmandsfamilier. Det finder man ud af når man snakker om det. Jeg kom selv i en erfa-gruppe for kvinder gift med landmænd for år tilbage. Vi kendte lidt til hinanden og dannede gruppen på eget initiativ. Hurtigt viste det sig, at vi alle havde frustrationer over de samme temaer i hverdagen, og bare det at få talt om dem med andre, der havde samme indgangsvinkel, gjorde noget godt og gav noget overskud. Jeg har efterfølgende været med til opstart af tre nye erfa-grupper for kvinder gift med landmænd, og de er alle aktive i dag. Jeg husker, at da jeg bragte det på banen i bestyrelsen, så var det lidt ja ja gør du bare det, men ikke rigtig noget mine mandlige kolleger så den store værdi i. Min tilgang til både landbruget og livet er meget helhedsorienteret, der skal være sammenhængskraft hele vejen rundt, så giver det mening – og det gode liv på landet starter i stuehuset, der er vores base, der skal vi føle os godt tilpas.

Stine Mikkelsen ses her yderst til højre til en familiesammenkomst. Alene på hendes side er de 20, når de er samlet, og de er ligeså mange på Johns side.

Værdien i ens rødder
Som min fødselsdato afslører så står jeg midt i livet, nogen ynder at kalde det overgangsalderen. Hormonelt starter den længe før så ingen panik der. Det jeg virkelig ser som overgangen er den ro der har slået sig ned i mig på det seneste. Jeg føler ikke nødvendigvis at jeg skal bevise noget, og siger meget mere fra i dag end tidligere, hvis jeg ikke mener, det er godt for mig. Siger rigtig meget pyt når jeg burde støvsuge, men ikke gider. Bager hellere brød og boller hele lørdagen i stedet for at vaske mine beskidte vinduer, for det giver mig mere mening. Finder kæmpe værdi i at kende mine rødder (så jeg ikke kommer til at grave dem op) og betragter mine nære netværk som en gave og de perifere som en berigelse.

Rigtig god sommer derude.







  • Kommentarer(2)//soeren.wolff.dk/#post351

Drengeliv i 50'ernes Rønne

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff lør, maj 12, 2018 08:13:50

Af Torben Rønne-Larsen - også kendt som Dæk-Torben, selvstændig erhvervsdrivende, kommunalbestyrelsesmedlem
Torben Rønne-Larsen her fotograferet sammen med hustruen gennem 45 år, Birgit

Jeg er født den 23 juli 1950, min far var tømrersvend, min mor var sygeplejeelev på Aakirkeby Sygehus, men da hun blev gravid, var det dengang stort set umuligt at fortsætte sin uddannelse. Senere blev hun sygehjælper og arbejdede på flere hospitaler på Bornholm. Måske p.g.a. hendes sind havde hun oftest nattevagter, hvilket passede ind i vores families dagligdag. Vi var tre børn, hvor jeg var den ældste. Min lillebror Flemming, der i en tidlig alder blev syg, måske af misbrug, han fik konstateret skizofreni, en sygdom som hverken læger eller myndigheder på dette tidspunkt havde meget kendskab til.

Min lillesøster Inger, forlod Bornholm da hun var 18 år. Hun besøgte mig på kasernen dengang jeg var indkaldt, der så hun en annonce i en avis ovrefra, hvor man søgte et par piger. Som den krudtugle hun er, så smuttede hun over sammen med en veninde, senere blev hun sygeplejeelev, som endte ud med en sygeplejerskeuddannelse, senere blev hun gift med en spanioler, og har boet og arbejdet som sygeplejerske i rigtig mange år i Spanien.

Forbygget sig
Dengang i halvtresserne var pengene små, far havde forbygget sig, sagde folk, arkitekten mente, at han var tosset, da han forlangte at huset skulle flyttes lidt til venstre på grunden. Som min far sagde, så kan der blive plads til en indkørsel, når han engang fik en bil.

Vores forhave lå ud til Borgmester Nielsens Vej, naturligvis pænt beplantet med buske og træer, og ikke at forglemme græsplænen.

Baghaven, der lå lige op ad Poul Nielsens Maskinfabrik, var dyrket med madurter og ikke mindst kartofler, der var også rabarber, ribs, hindbær og stikkelsbærbuske, dengang skulle der helst serveres to retter til middag, enten en foret eller efterret.

Hønsegård
Som så mange andre på den tid, havde vi naturligvis også en hønsegård, hanekyllingerne huggede vi hovederne af, ogs å var der dejlig kylling. De gamle æglæggere mistede også hovedet, når den tid kom, og så stod den på den lækreste hønsekødssuppe.

Som jeg tidligere skrev var pengene små, ind imellem måtte jeg besøge æggepakkeriet, der lå nabo til Falck for at sælge en bakke æg eller to, det gav lidt kontanter, ellers hvis mor stod og manglede lidt købmandsvarer, blev jeg sendt til købmand Asping, hvor jeg byttede æg for kolonialvarer.

Masser af butikker
Nu hvor jeg nævner et par butikker, vil jeg ikke undlade at nævne dem der lå indenfor få hundreders meters omkreds, på Svanekevej lå fru Nielsens kolonialhandel, hun havde anlagt et gænge i sin baghave så beboerne fra Malmøvejs-kvarteret kunne kommen nemt og hurtigt ind i hendes butik, naboen hed Pagels, der var grønthandler, skråt overfor lå kartoffeldamen, hvor vi langt op i tiden købte vores kartofler, i den anden ende af Svanekevej lå købmand Asping, nede ved Elim kirken havde vi slagter Mortensen, jeg glemmer aldrig duften af hans nybagte leverpostej, på det andet hjørne lå købmand Sonne-Larsen, nede ved Smallesund lå Købmand Aagesen og lige overfor mejeriudsalget Østerbro, der stod fru Engel bag disken, medens hendes mand var ude og køre med mælk til de mange faste kunder.

Vores nabo, Charles Rundfart, havde en iskiosk, hvor de solgte Eventyris, det var er naturligt samlingspunkt for kvarterets unger.

Når man endelig fik lokket en toøre fra mor og far, skulle de naturligvis omsættes straks, for to øre pinnociokugler, ikke for mange af de røde. Dengang kostede de en øre pr stk


Med toget til Smørenge
Vi besøgte ofte min farmor og farfar, der boede på Mølledal i Smørenge. Toget gik næsten til døren, først som voksen fandt jeg ud af, hvorfor vi kom så ofte på besøg, min farmor kunne ikke forlige sig med tanken om, at vi skulle lide nød, så vi returnerede med masser af dejlig mad.

Statslån til selvbyggerhus
Vi boede i nr 51 et hus min far selv havde bygget med familiens hjælp, dengang var der mulighed for at få statslån, som nærmest var rentefrit, dog kunne de ikke lave alt selv, husets indvendige bemaling blev ordnet med en veksel.

Dengang i halvtresserne var der service, når man skulle handle, grønthandleren og brødmanden kom lige til døren med sit udvalg, hver morgen kom mælkemanden og udskiftede de tomme mælkeflasker med nye fyldte flasker. Dengang var der naturligvis fedtprop i sødmælken, det første der skete når mælken kom ind i køkkenet, det var at finde flødetyven frem, piskefløde var dyr, så det var nødvendigt at få den fjernet fra mælken.


Kamp om at være flødepisker
Når der så blev lavet æblekage eller lagkage, blev vi unger sat til at piske flødeskum, ikke med en elektrisk maskine, men med en håndbetjent piskeris, der var lidt uro blandt os børn, belønningen var at flødepiskeren, fik lov til at slikke piskeriset rent.

Vi var trods alt bedre stillede end så mange andre, da vores hus var nybygget. Vi havde centralvarme, moderne bad- og toiletforhold, samt bygas. Vi fyrede med gasværkskoks, som blev leveret lige ned i vores fyrkælder af hestevognmanden Drejer.

Senere da det blev moderne med oliefyr, fik vi montør Westh på Kalmarvej til at montere topmoderne oliefyr, hvilket gav mere plads i kælderen.

Lejede vaskemaskine med tøjvrider
Dog måtte vaskekælderen afgive lidt plads til olietanken, vi havde som mange andre med nye huse en gasmurgryde hvor mor stod og knoklende med tøjvask og vaskebræt, senere blev det moderne at man kunne leje en Ferm vaskestol med tøjvrider, den var farlig, det skete at en arm kom ind i vrideren, derfor var de absolut forbudt for os børn at leje med maskine. Maskinen var trods alt en kæmpe lettelse for min mor.


25 børn at leje med
Spitfire-jetjageren, der en kort tid stod på legepladsen på Malmøvej

Vi boede midt imellem Svanekevej og Landemærket, det var et nybyggerområde, der var masser af børn at lege med, på dette relativt lille vejstykke var vi om 25 børn lige fra de helt små og til de ældste, der stor for at skulle konfirmeres.

De børn, der boede på Svanekevej lejede vi ikke med, det samme var tilfældet med dem der boede i barakkerne på Landemærket, på Malmøvej var der en legeplads som vi ofte benyttede, et areal var blevet asfalteret så om vinteren blev der oversprøjtet med vand (for at danne is til en skøjtebane. red) og hele områders unger havde en herlig legeplads, tidligere var det et areal ved Østre Skoles boldplads der blev overrislet.

Der var også dammen i Østre Anlæg, der om vinteren frøs til is, så legemulighederne var mange på den tid.

En kæmpe oplevelse var det, da der på Malmøvej januar 1955 blev parkeret en havareret Spitfire, det var enormt spændende for os børn at få den i julegave, men den holdt ikke i så lang tid, der blev banket huller i siden af flyveren, så man kunne komme til at få fat på kobberkablerne.Dengang forlød det, at hvis vi børn skar os på de skarpe kanter ville vi få betændelse i sårene, hvad den rigtige årsag var til, at den blev skrottet, ved jeg ikke.


MERE OM TOBEN RØNNE-LARSEN:

I Klippeøens Kvinder & Mænd 2005 kan man læse følgende om Torben Rønne-Lasrsen:

“Slidbanefabrikant og videoudlejer. F. 23.7. 1950, s.a. Ellen M, f. Pedersen og Karl Rønne-Larsen. Gift 1973 m. Birgit Hvidtfeld, f. 25.12. 1952, d.a. Ruth, f. Holm, og Remy Hansen.

Syv års Folkeskole, 10 mdrs. efterskole. Udlært klejnsmed.

Klejnsmed hos Ejnar Jensen & Søn indtil 1976. 1974 start af virksomhed i Søndergade 21. 1977-89 ejer af Gulf Benzinstation på Borgm. Nielsens Vej. Flytte dækafdelingen til Kastanievej i 1980. Startede 1987 slidbanefabrik på naboejendommen, senere tvunget til at lukke den på grund af “en tåbelig EU-bestemmelse”. Åbnede 1984 videoudlejningsforretning. Flyttede på grund af fjernvarmearbejdet i Rønne forretningerne til Borgmester Nielsens Vej i 1989.

Tidl. Med. Af Fremskridtspartiet, næstformand, amts- og byråds og folketingskandidat. Med til at starte Dansk Folkeparti på Bornholm, bestyrelsesmedl., by-, amtsråds- og folketingskandidat.”

Det skal tilføjes, at han i en årrække har været medlem af kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommune.




  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post333

Flygtning på sin egen ø

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff tor, maj 10, 2018 07:41:31

Ingrid Westh Drejer, født 1942 mindes de dramatiske begivenheder ved 2. Verdenskrigs afslutning. Normalt har vi fået beretninger fra folk i Rønne og Nexø, hvor bombardementerne foregik, men utrygheden i majdagenes 1945 og de efterfølgende 11 måneder forplantede sig naturligvis også til andre dele af øen, bl.a. til Svaneke.

Af Ingrid Westh Drejer

Maj 1945.

Denne historie er udelukkende min og min families oplevelser i forbindelse med bombardementet i maj 1945.

Tyskerne havde kun delvist kapituleret d. 5. maj, så usikkerheden og utrygheden prægede os og vores familie i Svaneke. Den trykkede og ængstelige stemning, blev kun værre ved at se de hundredvis af flygtninge, der rejste væk fra slagmarken i Nordtyskland. De kom sejlende i små pramme. Sammen med dem kom der også udhungrede soldater, der kun ønskede af komme væk fra krigens rædsler. De lagde til i de små havne langs kysten.

Vi hørte historier om modstandsbevægelsens aktiviteter og vidste, hvad der foregik i byen. Der blev f.eks. klippet piger skaldede, fordi de havde været kærester med tyske soldater. Det var kvinder, der blev set ned på i mange år. Rygtet i en lille by spredtes hurtigt da alle kendte hinanden.


Her står hele familien Westh som flygtninge i Ibsker og skuer ud over bombardementerne af Nexø
Vi havde en trommeslager i Svaneke, som kom med alle vigtige meddelelser til byens borgere. Om det var hans budskab, eller om det var flyveblade står usikkert hen for mig. Vi skulle rejse ud af byen, blev der meddelt os. Mine forældre havde en lille forretning og vi var på det tidspunkt fem børn.

De fik pakket en trækvogn med dyner og jeg formoder, at pengekassen lå i bunden af vognen. Mor og far havde cykel og mine brødre trak trækvognen. Min yngste bror sad oven på dynerne. Jeg sad på stangen hos min far. Vi flygtede til Ibsker. Min moster og familie havde et lille avlsbrug i nærheden af Paradisbakkerne. Her skulle vi tilbringe den kommende tid. Drengene og mændene sov på høstænget. Kvinderne og pigerne sov i huset. Den 8. maj, så vi mørke skygger på himlen. De russiske fly gjorde sig klar til at kaste bomber over Nexø. Vi stod højt oppe over byen i Ibsker og kunne følge med i, at byen stod i flammer.

Den 9. maj kapitulerede tyskerne helt, og vi oplevede en kortvarig lettelse i byen, da vi var vendte tilbage. Dernæst kom russerne, som skulle være vores såkaldte befriere. Vi så dem køre med deres oksekærrer gennem byen. Da mine forældre havde ur- og guldsmedeforretning, kunne vi ikke være i fred for besøg af soldaterne. De russiske soldater kom efter lukketid og ville gøre forretninger ved køkkendøren. De var vilde med ure og smykker. Jeg mindes ikke, at mine forældre turde afvise dem. Det var utrygt for os, at vi aldrig kunne vide, når de bankede på køkkendøren. Min storebror, som jeg stolede blindt på, tog en dag en bonevoksdåse i vores pulterkammer. Han sagde til mig, at hvis en russer kom ind, ville han knalde den lige i panden på ham. Jeg blev straks beroliget af ham, så lille og naiv jeg var.

Yderst til højre sidder min afdøde bror. Han var lufthavnsbetjent

Dernæst min ældste bror Henning Westh, som har været lufthavnsforvalter på Bornholms lufthavn.

Den næste var urmager som min far

Den yngste bror var statsautoriseret revisor i Rønne, K. V. Westh. Min far var ældste søn af i alt 9 drenge, opvokset i Hasle Urmagerforretning. 4 sønner var urmagere. Man sagde, at der var en Westh-urmager i hver by på Bornholm.

Min lillesøster var speciallærer i Frederikshavn.

Mine store brødre kom hjem med adskillige historier om deres udspionering af de russiske soldater. De holdt til på Frennenæs uden for Svaneke. I dag er bygningerne feriekolonier. Mine forældre var uden tvivl ikke vidende om de farlige drengelege der foregik i denne periode.

Vi var præget af de voksnes angst og utryghed, men vi fornemmede også,at vi som familie havde en følelse af at rykke tættere sammen.

Et par eksempler på Ingrid Westh Drejers malerier

EOm Ingrid Westh Drejer: Jeg er født i 1942 i Svaneke på Bornholm

Jeg tog Pædagoguddannelse i København i 1964

Lige fra barnsben har jeg været en ivrig tegner og maler. I mit arbejde med børn havde jeg mulighed for at dyrke min store interesse.

I 1989 studerede jeg billedkunst hos Lars Sirena på HF. Studieturen gik til New York.

I 1995 blev jeg færdig med min videreuddannelse på Danmarks Lærerhøjskole. Studieturen herefter gik til Firenze, hvor jeg fulgte børnenes kunstudvikling fra vuggestue til skolealderen. Her var en aktiv Regio Emilia pædagogik i den nordlige del af Italien.

I 1998 dimitterede jeg med strikdesign som speciale fra Hasle Textilseminarium. Herefter åbnede jeg et forretningskollektiv i Gudhjem sammen med fem andre kvinder, hvor vi solgte vores kunsthåndværk.

Jeg har i mange år sunget i kor og musik har en stor betydning for mig.



  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post327

Det startede i min farmors køkken

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff lør, maj 05, 2018 08:06:35


Fra valgkampen i 2015, her ses Lea Wermelin til højre sammen med borgmester Winni Grosbøll
Af Lea Wermelin, socialdemokratisk folketingsmedlem, valgt på Bornholm

Når skal jeg fortælle om min indgang til politik, og hvorfor jeg er socialdemokrat, så starter det ofte hjemme i min farmors køkken. Vi mistede hende desværre sidste år, lige før hun fyldte 100 år, men min farmor er en af dem, der har betydet allermest for mig, og jeg har brugt utallige eftermiddage efter skole hos min farmor i Rønne.

Mit efternavn Wermelin kommer fra min farmor. Hun blev født i Sverige, godt 400 kilometer nord for Stockholm, men flyttede til Bornholm, da hun skulle tjene i huset som 13-årig. Hun havde ikke et let liv, men var en stærk kvinde og et stort forbillede for mig. Jeg elskede mine eftermiddage hos min farmor, hvor vi syede i kælderen, eller hvor jeg blev sendt hen til Oskar – slagteren i Voldgade – efter knækpølser til den varme middagsmad, som hun lavede til sig selv hver dag, indtil hun var langt over 90 år. Hun havde altid stemt socialdemokratisk, og hvis jeg kunne lokke hende til det, så fortalte hun om vilkårene, da hun kom til øen, om fagforeningernes kamp for fri kl.12 om lørdagen og om livet under 2. verdenskrig. Mens vi lavede krydsogtværs.

Det var med til at forme mig allerede fra lille og som 17-årig meldte jeg mig ind i DSU. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Jeg var træt af en ungdom under en borgerlig regering, så jeg skrev under på medlemsblanketten, da DSU en dag besøgte Bornholms Amtsgymnasium med budskabet om, at det var helt absurd, at en ko i EU fik mere i landbrugsstøtte, end mange mennesker i verden har at leve for.

Pendlerliv på færgen
Første skoledag på Åvangsskolen

Det var nok ikke den store overraskelse for min familie eller mine venner, at jeg blev aktiv i politik. Hjemme hos mine forældre talte vi om politik over aftensmaden, og de har også betydet meget for mine værdier og mit politiske engagement. I min blå bog fra min folkeskole, Åvangsskolen i Rønne, skrev mine klassekammerater vistnok, at mit drømmejob var at blive diktator. Det lyder jo ikke så pænt, men det var rettet mod, at jeg var meget politisk engageret – også selvom jeg endnu ikke var partipolitisk aktiv. Og så kunne jeg måske også godt lide at være med til at bestemme. Men det var først i gymnasiet, at jeg for alvor blev aktiv, også på landsplan, hvor jeg blev medlem af DSUs hovedbestyrelse og senere forretningsudvalg og daglige ledelse. Det betød mange weekender afsted med færgen til kurser og møder, men pendlerlivet på færgen startede egentlig en del før den tid.

Inden jeg blev aktiv i politik brugte jeg nemlig det meste af min fritid efter skole og i weekenderne på at svømme i Rønne Svømme Klub (RSK). Jeg tror, at vi svømmede fem gange om ugen, når vi ikke var til stævne ovre i weekenden, så det var mange timer sammen med mine svømmevenner i hallen – og rigtig mange timer på færgen, der dengang tog syv timer til København. Da jeg var med Folketingets Transportudvalg på en natfærge fra Trelleborg til Sassnitz i Tyskland for et par år siden, var det lidt nostalgisk, selvom det i dag er fantastisk at kunne komme til og fra hovedstaden på den halve tid.

Kampen om formandsposten i Socialdemokratiet

Efter gymnasiet flyttede jeg til København som så mange andre unge bornholmere. Eller jeg flyttede i første omgang til Herlev, i min fætters vens 1-værelses lejlighed, mens jeg tog suppleringskursus i matematik på HF Efterslægten i Brønshøj. Men ’ovre’ var det i hvert fald, og jeg måtte i den første tid cykle rundt med mit Krak-kort for at finde rundt.

Jeg fortsatte mit engagement i DSU og blev ansat i en deltidsstilling til at hjælpe aktive i Storstrøm, Vestsjælland og Nordsjællands amter med at lave aktiviteter, mens jeg samtidig var lærervikar på en folkeskole. Jeg elskede at få flere med i det politiske arbejde, og jeg ønskede mig brændende en ny regering. Men også i mit eget parti skulle vi tage stilling til, hvem der var bedst til at slå Anders Fogh. Jeg ser mig selv som en klassisk socialdemokrat, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle stemme på Frank Jensen i urafstemningen mellem Helle og Frank i 2005. Også selvom jeg er glødende feminist og gerne bruger kræfter på ligestillingsdebatten og at få flere kvinder med i politik.

Afrika kalder

Jeg læste statskundskab i København, fordi jeg var samfundsinteresseret, men jeg havde aldrig overvejet at blive politiker. Ved siden af studiet var jeg ansat på blandt andet Deadline og i Udenrigsministeriet, så jeg troede, at jeg skulle bruge kræfter på politik på en anden måde.

Jeg sad også i formandskabet for DSUs Internationale Udvalg og rejste til mange destinationer rundt om i verden for at tale med andre unge socialdemokrater og for at lave fælles projekter med vores søsterorganisationer. Jeg husker blandt andet tydeligt min tur til Liberia i 2006, hvor landet lige var kommet ud af 14 års blodig borgerkrig. Jeg rejste med FN og andre ungdomspolitisk aktive, så sikkerhedsniveauet var højt, og vi måtte ikke bevæge os mange meter væk fra de hvide biler. Pludselig åbnede det sig som en mulighed, at vi kunne møde deres nye præsident. Afrikas første kvindelige præsident ovenikøbet. Ellen Johnson Sirleaf. Af en eller anden grund, var de unge mænd på turen blevet enige om, at det var en af de mandlige deltagere, der skulle holde en tale på vegne af vores danske delegation. Men jeg protesterede og fik lov at holde talen, så det med at insistere på at have en stemme i debatten har aldrig ligget helt fjernt.

Min tur til Liberia og andre afrikanske lande betød, at Afrika kaldte mere på mig, så i 2008 boede jeg et halvt år i Dar Es Salaam i Tanzania, hvor jeg arbejdede for Mellemfolkeligt Samvirke og lærte meget om mig selv og udviklingspolitik. Jeg var nok mindre kategorisk efter den tur og også mere bevidst om, hvor meget køn, hudfarve og alder kan betyde i andre lande. Ligesom det var med til at give mig en tro på, at man ikke skal holde sig tilbage, hvis der er noget, man tror på og gerne vil. Ikke alle har samme muligheder som vi har i Danmark, og det forpligter.

Bornholm i blodet

År 2008 var et vigtigt år for min generation af socialdemokratisk aktive unge. Det var her krisen ramte, og vi kunne se, hvordan almindelige lønmodtagere i alle lande måtte betale for grådige spekulanters jagt på den hurtige gevinst. Den utæmmede kapitalisme efterlod millioner af arbejdsløse og herhjemme betød krisen også bankpakker betalt af fællesskabet. For mig som bornholmer blev det tydeligt, at krisen accelererede den geografiske skævhed. Som socialdemokrat havde jeg ofte talt om den sociale skævhed, men her blev de geografiske forskelle tydelige, fordi mulighederne, arbejdspladserne og velfærden kom mere under pres på Bornholm end mange andre steder.

De geografiske forskelle var en af drivkræfterne for min opstilling til Folketinget, da Jeppe Kofod blev opstillet til Europa-Parlamentet. Jeg havde et ønske om en stærkere regionalpolitik, hvor mulighederne ikke afhænger af, hvor i landet man er født. Vi skal have alle med, og alle dele af Danmark med. Derfor er jeg glad for at have bidraget til, at vigtige sager for Bornholm eller for Vestjylland eller Lolland for den sags skyld er blevet landspolitik. Vi skal ikke stå med hatten i hånden, men er nået til et punkt, hvor alle partier og partiledere må svare på, hvordan vi får et land, der hænger bedre sammen. Konkret har det blandt andet betydet, at vi har afværget topskattelettelserne, som regeringen havde på tegnebrættet, fordi de geografiske konsekvenser var så tydelige. Vinderne ville blive Gentofte, Hellerup og Rungsted (igen igen). Taberne os her på Bornholm, og beboerne på Langeland og Lolland.

Færgeforliget

Men ingen personlig fortælling uden også at runde færgeforliget og hele kampen for den trafikale ligestilling. Noget af det hårdeste jeg har oplevet i politik var kampen for et bedre færgeforlig og ikke mindst billigere billetter til og fra øen fra slutningen af 2014 og et halvt år frem. Socialdemokratiet sad for bordenden i regeringen, og derfor pegede pilen på os og naturligt også på mig som spidskandidat for partiet på Bornholm i forhold til at være med til at sikre en reservefærge og skridt i retning af trafikal ligestilling. Der er intet over og intet ved siden af færgetransporten for os bornholmere. Færgeforbindelsen er vores blå motorvej og livline til resten af landet. Derfor skulle det bare løses, og det brugte jeg alle mine kræfter og vågne timer på. Selvfølgelig i fællesskab med mange andre gode kræfter og mange tusind underskrifter i en underskriftsindsamling.

Det var en stor dag den 7. maj 2015, da vores transportminister kom til øen og præsenterede den løsning, vi havde håbet på og kæmpet for. Politik er at ville noget, og sammen kan vi virkelig gøre en forskel. Det oplevede jeg der. Så det var både det hårdeste og det bedste, jeg har prøvet i politik.

Færgetransporten har generelt fyldt meget i mit arbejde i de første tre år i Folketinget, og så sent som her i april har DF og LA sået tvivl om, hvorvidt de vil godkende, at alle øremærkede penge til øen nu også får lov at komme ud og gøre gavn. Vi skal åbenbart både kæmpe for, at pengene kommer OG for at de bliver. Så kampen stopper ikke her - og det gør den nok aldrig. Men som folketingsmedlem for Bornholm ser jeg det som en af mine vigtigste opgaver ikke bare at repræsentere mit parti og trække Danmark i en mere socialdemokratisk og retfærdig retning, men i lige så høj grad at repræsentere min ø. Det er der brug for, og det er jeg stolt over at få lov til.



  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post315

Gæsteskribenter skriver bornholmsk historie

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff man, april 30, 2018 09:58:33

Da jeg omkring 1. februar startede min blog, SET FRA PRÆSTEDAMMEN, havde jeg ingen rigtig mening om, hvordan det ville udvikle sig. Jeg havde bare behov for et sted, hvor jeg kunne skrive, hvad jeg havde lyst til, og jeg fandt efterhånden ikke, at Facebook var velegnet til alt det, jeg skulle skrive.

Jeg var blevet inspireret af en bornholmsk blogger, der i sin tid inviterede mig som gæsteskribent. Og det indførte jeg også ret hurtigt på min blog.

Glemt ven fra for 60 år siden
Den allerførste var en ven, som jeg ikke havde haft kontakt med i næsten 60 år, men som jeg blev sat i forbindelse med via min gamle kollega, journalisten og forfatteren Arne Ipsen.

Det var Johannes Lundstrøm, som jeg i min tidligste ungdom besøgte flere gange i Sorø. Selv boede jeg i Roskilde. Det er sjovt at genoptage venskabet efter så mange år og udveksle synspunkter og opdage, at der stadig er en masse, der binder os sammen.

Orden i kønskvoteringen
Jeg har hele tiden haft det mål for øje, at min blog skulle dele sol og vind lige, når det gælder kønnene, og selv om jeg ikke har holdt strengt på det, er det vist lykkedes meget godt.

Jeg må sige, at det også er lykkedes at holde en rimelig kønsfordeling, når det drejer sig om folk, der har takket nej til min opfordring om at være gæsteskribent. Hidtil har én kvinde og én mand afvist mig.

Det er således forholdsvis let at få folk til at skrive. Det er straks lidt sværere at planlægge ud i fremtiden, hvad jeg ellers godt kan lide. Jeg tror jeg i øjeblikket har accept fra omkring en snes gæsteskribenter, men ikke nogen dato. Jeg har dog sikret de to kommende weekender. Så må tiden vise, hvad der sker.

15 spændende gæsteskribent-indlæg
Indtil den forgangne weekend har jeg haft 15 gæsteskribenter. Det er følgende:

Johannes Lundstrøm, forfatter
Leila Lindén, socialdemokratisk politiker
Kirsten Juni, projektmager
Herluf Hansen, tidl. ambassadør og Venstre-kandidat til EU-parlarmentet
Eva Fatum, tidl. socialdemokratiske folketingsmedlem
Jarl Cordua, liberal debattør, blogger og medarbejder p Radio 24/7
Claus Larsen-Jensen, socialdemokratisk politiker
Bente Ørum, isenkræmmerdatter fra Aakirkeby og gift med en af mine gamle skolekammerater fra Roskilde
Heli Niit, estisk plejedatter, bornholmsk gift og bosat på Bornholm
Thomas Thors, læge og fhv. Amtsborgmester
Vibeke Brønnum, født og opvokset i Nexø, sygeplejerske, blogger
Peter Juel-Jensen, Bornholms Venstre-folketingsmedlem
Ritt Bjerregaard, tidl. socialdemokratisk minister og tidl. overborgmester i København, lærervikar i Rutsker i 1962

Knud Andersen, tidligere amtsborgmester, valgt Venstre.

Bornholmsk historie
Fælles for de fleste af mine gæsteskribenter er, at de har skrevet om noget, der har med Bornholm at gøre, og i virkeligheden er det lykkedes mig at etablere en samling af beretninger, der for de flestes vedkommende fortæller en ganske vist lille del Bornholms historie siden 2. Verdenskrig.

Alle indlæg findes til stadighed på min blog og kan læses, når man har lyst. Nederst til højre i bloggen findes en oversigt over bloggens mange forskellige kategorier. En af dem er GÆSTESKRIBENTER.





  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post298

Forskel på os fra landet og de fine Rønne-børn

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff lør, april 28, 2018 08:22:21

Dorthe og Knud Andersen i en pause mens det regnede, da de var i Kuala Lumpur, Malaysia

Af Knud Andersen, tidl. amsborgmester, Jydegård, Hasle

Jeg er født om sommeren i 1947. Min mor var sønderjyde og min far bornholmer.

Mine værdier stammer naturligvis fra hvad der blev diskuteret i mit hjem. Min mor var fra Broager i Sønderjylland og fra den periode, hvor området overgik fra at være tysk til at være dansk. Genforeningen har været med til at skabe en holdning til den dansk-tyske grænse hos min mor. Derfor har grænsespørgsmål været et emne, der blev diskuteret i mit hjem. Det handlede om de forskellige i værdier, man har på hver sin side af en grænse, men det fortæller også om de fælles værdier man har over grænsen. Det har givet mig det udsyn som jeg mener at være i besiddelse af. En anden holdning der har fulgt mig hele livet er spørgsmålet om den enkeltes frihed. Vel at mærke en frihed der begrænses af, at din nabo skal have den samme frihed. Hvis du ønsker frie rammer for dig selv, så skal du have respekt for at andre skal have den samme frihed.

I skole hver dag i Hasle, i Klemensker blot hver anden
Klassebilledet er fra Klemenskeer Skoles 6. klasse.


Vi boede i Klemensker Sogn, men mine første skoleår var i Hasle Skole. I Klemensker gik man i skole hver anden dag, men mine forældre må have syntes, at jeg havde behov for at blive undervist hver dag. Da Klemensker Centralskole senere blev bygget, som et resultat af sammenlægning af de fire skoler i Klemensker Sogn, flyttede jeg til Klemensker Skole. At børn skal skifte til en anden skole er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Jeg var yderst tilfreds med at flytte, da tiden i Hasle Skole ikke var udpræget lykkelig. Vi var to i klassen, der ikke kom fra ”byen” og det blev bemærket. Der var en del slåskampe, hvor vi to stod i skolegården med ryggen mod kirkegårdsmuren. Det er det der i dag kaldes mobning. Dertil skal lægges at enkelte lærere heller ikke var helt uskyldige i den forskelsbehandling, der fandt sted. Derfor var det en god oplevelse at flytte til Klemensker Skole i 5. klasse. Her var vi mere lige.

Selvom vi boede på en gård var jeg som barn og ung ikke pålagt særlige arbejdsopgaver. Jeg skulle passe min skole og mine fritidsinteresser. Jeg har to søskende en broder der er 10 år ældre og en søster der er 8 år ældre. Aldersforskellen betød, at de var taget på efterskole da jeg voksede op. På den måde var jeg næsten et enebarn, hvilket jeg formentlig ikke har taget skade af. På den tid var der ikke så mange fritidsaktiviteter og iPads at beskæftige sig med.

Her er jeg som spejder, 11 år gammel.

Der var væsentligst muligheden for at gå til spejder eller at spille fodbold. Jeg valgte spejder da en nabodreng var med i ”Uglerne” en lokal spejdergruppe omkring Svalhøj. Vi var ”gule spejdere”, en patrulje i 2. Rønne Trop. Der var ugentlige aktiviteter og mindst én weekend hver måned en lejr, oftest i Lyngstauan ved Robbedale. Hver sommer var vi en uge på sommerlejr et andet sted i Danmark. Specielt husker jeg jubilæumslejren i Ebeltoft i 1959, hvor 100- året for spejderbevægelsen blev fejret. Bl. a. var der kongeligt besøg, hvilket jeg syntes var mere spændende end min broders bryllup, der på samme tid fandt sted i Fiskbæk i Vestjylland, så det gik jeg glip af.

Elevråd og skoleblad
Min skolegang på Klemensker Skole var en god og spændende tid. Dels på grund af gode kammerater og dels fordi teenage-årene er spændende. Vi lavede elevråd og skoleblad, men også lidt ballade i klassen. Vi var dog så forudseende at udvirke at 4 blev sendt udenfor døren, sådan at vi kunne spille kort. Om lørdagene var vi flittige gæster til forskellige musik- og dansearrangementer, som der var mange af. Vort fortrukne tilholdssted var naturligvis Klemens Kro og Bolsterbjerg. Én gang om måneden gik turen dog tilAakirkeby Aftenunderholdning. Vi havde en aftale med vognmand Willy Lund om at sørge for ud- og hjemtransport. Om sommeren var vi markant bedre stillet end de unge er i dag. Vi kunne udover de sædvanlige steder vælge Hotel Helligdommen, Strandhotellet eller Stammerhalle. Hvis man dertil føjer de forskellige steder i Rønne så var mulighederne rigtig mange. Sammen med Kenn-Erik Pedersen, en nabodreng, gik turen ofte på knallert til Klemens Kro. Når vi kom hjem havde Kenn-Eriks mor ofte en sildemad og en snaps til at falde ned på.

Sjov og ballade i realen
Tiden i realklasserne var sjov, men vi var måske ikke altid de bedste elever. Et par gange gik vi lige til stregen. Ved skoleårets slutning havde lærerne om aftenen en festlig sammenkomst i lærerværelset. Det syntes vi 9-10 stykker var interessant og indrettede os i et klasseværelse lidt længere nede ad gangen. Heldigvis var lærernes forsyninger så rigelige, at de ikke bemærkede, at der også var nok til os. Den eneste der fandt ud af sammenhængen var pedellen Henry Ipsen, som meget venligt holdt tand for tunge. Det var dog lige ved at gå galt, da vi som tak til pedellen sendte ham en hilsen gennem Giro 413 søndagen efter. Nogle lærere ville gerne vide hvorfor.

En anden gang hvor der var elevfest for de ældste elever i gymnastiksalen på skolen syntes vi at afslutningstidspunktet var for tidligt. Det har formentlig været omkring kl. 23. Vi ventede i nærheden til lyset i salen og skolen var slukket og vendte derefter tilbage og fortsatte festen med lys og musik. Bagefter må man undres over at ingen af de lærere, som havde bolig i umiddelbar nærhed af skolen intet bemærkede, men vi hørte ikke noget efterfølgende.

Forskelsbehandling af os og de finere rønnebørn
Det var mit ønske at få en uddannelse som maskiningeniør. Det kunne ske på to måder. Enten med en studentereksamen eller gennem en faglig uddannelse. Studentervejen blev hurtigt lukket. Den blev lukket efter to uger gymnasiet, hvor jeg ikke fandt at atmosfæren i klassen var særlig rar. Elever med lidt ”finere” Rønne-forældre fik en anderledes positiv behandling end os andre. Derfor meddelte jeg rektor, at jeg ikke havde lyst til at tilbringe 3 år i det system og vendte tilbage til skolen i Klemensker.

I lære på Bornholms Maskinfabrik, det sluttede brat
Så var der den anden mulighed for at blive maskiningeniør via en faglig uddannelse som maskinarbejder. Efter realeksamen startede jeg derfor i lære på Bornholms Maskinfabrik i Rønne. Jeg begyndte første arbejdsdag i en grøn kedeldragt, men blev hurtigt gjort opmærksom på, at der kun var én der gik med grøn kedeldragt og det var værkfører Børge Wroblewsky. Det viste sig at være en udmærket ordning for så kunne alle se hvor han var. Det vil sige, at når jeg kom gående troede man at det var værkføreren der kom, hvilket straks bevirkede at tempoet blev sat lidt i vejret. Jeg var i lære i 14 måneder. Det sluttede ikke fordi jeg var udlært så hurtigt, men fordi der opstod en lille uoverensstemmelse med Wroblewsky. Sammen med en anden lærling havde vi fået en akkordaftale om at lave træbunde til en serie bagagevogne. Det foregik på snedkerloftet og havde for så vidt ikke noget med faget at gøre, men det var en økonomisk fornuftig aftale for os to lærlinge. Vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne færdiggøre akkorden på trefjerdel tid, hvis vi arbejdede i et vist antal minutter og derefter sad på filebænken og snakkede i en pause på 2-3 min.

En dag hvor ”snakketiden” lige var begyndt dukkede værkføreren op. Den anden lærling sprang straks ned og gik i gang med arbejdet. Wroblewsky spurgte om jeg ikke også skulle arbejde, jo, det skulle jeg da, og ville forklare ham hvordan vi ville nå akkorden på trekvart tid. Det interesserede ham ikke særlig meget, for, som han sagde ”lærlinge skal arbejde når jeg kommer forbi”. Dermed sluttede min læretid, da jeg blev anbefalet at gå ned til direktør Bidstrup for at afslutte min læretid.

Meningsfyldt arbejde
Jeg fik meget ud af de 14 måneder på maskinfabrikken, nemlig stor respekt for alle de mennesker der hver dag passer deres arbejde. Man mødte på maskinfabrikken lidt før arbejdstids begyndelse kl. 6.30 og passede sit arbejde, uanset om man syntes det var sjov eller ej. Danmark er bygget af sådanne pligtopfyldende mennesker. Og som den gode socialdemokrat jeg senere mødte, borgmester i Hasle Kommune, Svend Rasmussen plejede at sige. ”Det kan godt være at man ikke synes at ens arbejde er meningsfyldt, men i den store sammenhæng er det”.Hvilket han har fuldstændig ret i.

I slutningen af 60-erne blev jeg valgt til ledelsen i Venstres Ungdom på Bornholm. Det var dengang, politiske ungdomsforeninger havde mange medlemmer og mange aktiviteter. Både af festlig og politisk karakter. En af lærdommene fra dengang er, hvis man har det godt med hinanden så skaber man tilsammen flere aktiviteter. Men det er vel en universel grundregel, at det man synes er sjovt det bliver man også god – eller bedre til. Hurtigt fandt jeg ud af, at vi havde brug for at få tilført midler, hvis vi skulle kunne gennemføre vore planer om eget lokale, kampagner osv.

På det tidspunkt havde enkelte idrætsforeninger ved arrangementer i bl.a. Brændegårdshaven tjent gode penge. Den idé kopierede vi. Derfor arrangerede VU Bornholm koncerter med store danske navne én gang årligt i juli måned. Overskuddet varierede, men det mindste overskud havde vi ved det dyreste arrangement, ca. 3.000 kr.

Koncert med The Kinks, entre 18 kr., overskud 3000
Til vore arrangementer havde vi en lang række kendte danske orkestre til at optræde og samlede mellem 900-1500 mennesker. Kun én gang vovede vi at entrere med et udenlandsk orkester, The Kinks. De havde aftenen forinden haft et arrangement i Tivoli, derfor kunne vi få orkesteret lidt billigere. Selvom det ville blive det dyreste orkester, der på den tid havde optrådt på Bornholm.

Deres honorar var større end det vi havde i kassen derfor kontaktede jeg Andelsbanken for at høre om de ville garantere beløbet. Problemet var blot, at jeg selv som formand ikke var myndig på det tidspunkt. Men på trods af det, meddelte direktør Stenby at banken ville være garant for arrangementet. For en sikkerheds skyld tegnede vi en regnvejrsforsikring, som dog ikke kom i anvendelse. At overskuddet ikke blev større end 3.000 kr. skyldtes formentlig at vi tog en relativ høj entrè, nemlig 18 kr.

Der blev "røget" , hvilket fremkaldte forslag om fri hash
Af danske orkestre vi havde til at optræde i denne periode kan jeg huske Keld & The Donkeys, de lokale Vanguards, Culpepers Orchard, Tin Pan Alley, Sebastian, Fate, Shu Bi Dua og Gasolin. Den koncert der gav størst opmærksomhed var i 1970 med Alrune Rod med omkring 1200 deltagere. Det var tydeligt at se - og lugte, at der blev røget hash. Folk sad på dansegulvet og hyggede sig. Havde deltagerne indtaget tilsvarende mængde rusmidler i spiritus eller øl ville vi som arrangører have haft et helt andet og større problem med at holde ro og orden. Men nu - stille og fredeligt sad tilskuerne og havde en god oplevelse. Efterfølgende sagde jeg til en journalist, ”at det var dejligt at se hvor meget deltagerne nød musikken i fred og ro og hvis de samme deltagere havde beruset sig i øl så havde der været problemer”. Almindelige borgerlige kredse blev noget forarget over den udtalelse og det fik da også Venstre folketingsmedlem Per Møller til at rejse spørgsmålet over for justitsminister Knud Thestrup, om hvad han agtede at foretage sig i anledning af den omsiggribende hashrygning. Ministeren ville ikke foretage sig noget. Tidligere udenrigsminister Per Hækkerup meddelte derimod, at han overvejede at foreslå Folketinget at handel med hash blev givet fri. Det skulle være så billigt som muligt for at forhindre sortbørshandel.

Arrangementet med Alrune Rod var i øvrigt lige ved ikke at blive gennemført. Under afregningen for deres optræden hvilket skete umiddelbart inden de skulle på scenen nægtede de at betale skat af deres honorar. ”Vi er s'gu ikke kommet til Bornholm for at betale 40 pct. i skat. Alle folk er nemlig ude på at dreje os en knap i denne branche. Se nu de hvidskjortede VU'er der løber rundt og holder øje med folk i aften. De er totalt bidt af systemet.” Men på scenen kom de, da det ellers ville have været kontraktbrud. Problemet var det enkle, at orkesterets medlemmer ikke kunne dokumentere at de havde frikort, hvorfor vi skulle trække kildeskat af deres honorar. Succesen var tilsyneladende gået dem til hovedet. De gjorde et meget usympatisk indtryk.
Efter Knud Andersen gik ud af politik blev der tid til andre aktiviteter, bl.a. rejser sammen med Dorthe. Her er de på safari i Namibia.





  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post291

Mit barnebarn kunne have ført til Ritts veninde

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff man, april 23, 2018 07:02:52
I jagten på Ritt Bjerregaards kollega fra Rutsker i 1962 havde jeg ikke behøvet at gå en masse snørklede veje. Jeg kunne bare har spurgt mit barnebarn, 20-årige Laura Randbøll Have, der bor sammen med sin far og mor og to søstre i Sønderborg.
Da Laura vågnede søndag morgen gik hun som sædvanlig en tur på Facebook, og her dukkede et foto af en dame, som hun kendte op. Det var Marianne Nørmose. "Hende kende jeg," tænkte Laura og kom straks i tanker om sin gode veninde Nanna Nørmose siden Folkeskolen, Nanna, der er barnebarn af netop Marianne Nørmose.
"Det ender såmænd med, at vi bliver i familie med hinanden, var Mariannes kommentar, da jeg havde fortalt hende om vore børnebørns bekendtskab, og lidt efter kunne hun oplyse mig i en mail, om at de to unge piger lige netop da søndag eftermiddag var på vej i bil til Tyskland.
Veninderne Nanna Nørmose til venstre og Laura Randbøll Have til højre


  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post278

Ritt og veninden blev kaldt Rip, Rap og Rup

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff søn, april 22, 2018 07:16:39

Fandt frem til Ritts kollega fra Rutsker

Marianne Nørmose (t.h.) i seminarietiden
Gårsdagen gæsteskribent Ritt Bjerregaards interessante fortælling om tiden ”på græs” som lærervikar i Rutsker efterlod mig med et spørgsmål, som jeg rettede til hende om, hvad der var blevet af hendes kollega fra Rutsker-tiden, Marianne.

Ritt svarede i en mail: ”Jeg har desværre ikke haft nogen kontakt med Marianne. Mærkeligt hvordan man kan gå op og ned ad hinanden i et halvt år og så helt tabe kontakten.”

Ad kringlede veje til Ry

Marianne Nørmose fotograferet med sine hunde hjemme i Ry

Så blev den gamle journalist nysgerrig. Det måtte opklares, hvem Marianne er. Ad kringlede omveje fandt jeg frem til hende, Marianne Nørmose, i dag bosat i Ry ved Silkeborg, stadig meget aktiv indenfor bl.a. økologi, madlavning (økologisk kogekone), historiefortælling og byfornyelse. Men pensioneret som lærer.

Det viser sig også, at Marianne er kommet en del på Bornholm både som barn og ung og også siden 1962. Hun har i dag et par kusiner på Bornholm. Og Marianne betror mig, at hun holder meget af Bornholm.

Blev kaldt RIP, RAP & RUP

”I Ritts fortælling står der, at jeg var kasserolleklippet. Det er nu ikke rigtigt. Men jeg var meget kortklippet,” fortæller Marianne Nørmose.

”Ritt var jo meget pyntet, med opsat hår, sminke og smart tøj, mens jeg kom i cowboybukser, anorak, håndsyede sandaler og køjesæk. Vi var meget forskellige og jeg tænkte: Det bliver et langt halvt år.

Ritt var ferm til at sy og fik mig fikset op med et par små dragter.- det trængte jeg sikkert til.

Men vi supplerede hinanden godt og vi havde det rart sammen. Selv om vi af til blev inviteret ud at spise, hos lærere, pedel og andre, så lavede vi da af og til mad sammen, og jeg har faktisk lige siden været glad for at lave mad.

Så jo, vi var kendt for, at vi ofte fuldendte hinandens sætninger, så de gav os tilnavnet RIP, RAP & RUP. Hvor vi ville hen, var vi enige om – men vejen dertil så vi meget forskellligt på.”

Modsætningerne mødtes

”Jeg dansk- og klasselærer i 3. klasse og havde orienteringsfag i 7. klasse på Centralskolen, som aldrig tidligere havde haft en lærer i mere end et halvt år ad gangen. Ritt underviste de små henne på Forskolen. Rutsker var et affolkningsområde på Bornholm, og jeg kan bl.a. huske, at jeg underviste et søskendepar, der skiftedes til at komme i skole, fordi de kun havde et par støvler. Og der var en fattig landmand, der stadig høstede roer med håndkraft og kørte dem ind i trillebør.”

Marianne Nørmose mindes Rutsker-tiden med glæde, og det var jo helt fantastisk at være ”på græs” som lærerstuderende og tjene egne penge. Ellers måtte de jo klare sig med lån, der skulle tilbagebetales, og sommerferiejobs. Samværet med Ritt Bjerregaard var hyggeligt, selv om det meget tydeligt var modsætningerne Jylland og København, der her mødtes.

Ritt vidste hun ville være politiker
”Jeg tror ikke, at Ritt dengang som 21-årig var i tvivl om, at hun skulle ind i politik. Jeg derimod gik mere kollektivvejen, blev gift og fik barn i 1967, arbejdede på lilleskoler og boede i et kollektiv med 40 voksne og 40 børn.

Efter Rutsker besøgte og boede jeg ret ofte hos Ritt og hendes mand, Søren Mørch, i deres lejlighed i Studiestræde i København. Men de veje, vi hver især valgte, var meget forskellige, og det vidste vi allerede dengang, at de ville blive. Hun valgte politik - jeg det man snarere ville betegne som en “68’er”-vej.

Vi mødtes en enkelt gang senere i Aarhus Festuge - helt tilfældigt. Men ellers har der ikke været kontakt.”

Kort sammenfattet om Marianne Nørmose kan man sige, at hun beskæftiger sig med eller har beskæftiget sig med følgende, siden hun forlod Rutsker: Lilleskolelærer, massagelærer, fåreavler, kollektivist og selvbygger og siden 1992 : Økologiske projekter i DK, Polen og Sicilien, kogekone, fortæller og arbejde med bæredygtig omstilling.



  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post274

Ritt Bjerregård på græs i Rutsker

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff lør, april 21, 2018 07:26:57

Tilbage i Rutsker for et par år siden - her ved døren til lejligheden, hun beboede i et halvt år i 1962.

Jeg skrev en mail til Ritt Bjerregaard og fik få dage efter svar om, at hun gerne ville være min gæsteskribent, hvis det kunne være i form af et lettere bearbejdet uddrag af hendes Erindringer, udgivet på Politikens forlag i 2015. Sagen er, at jeg kom i tanker om, at Ritt havde været et halvt år i Rutsker, “på græs”, som man kaldte det, da man tilbage I 60’erne søgte at løse problemet med lærermangel ved at lade seminarieelever komme ud i praktik på landets skoler.

Af Ritt Bjerregaard, tidligere minister, EU-kommissær og overborgmester i København

Bornholmerbåden lagde til i Rønne tidligt om morgenen 1962. Jeg pakkede mine ting sammen, der var meget. I det næste halve år havde Statsseminariet på Emdrupborg sendt mig i praktik på Rutsker Skole. Jeg havde aldrig hørt om den bornholmske by, før jeg nu skulle arbejde der, men kortet hjalp mig til at finde den lidt nordpå, men midt inde på øen. Så jeg fandt min blå Lambretta på bildækket, læssede på med diverse snører og kørte af sted fuld af forventning.

Den lokale fotograf Svendsen tog dette portræt af Ritt Bjerregård i 1962.

Smuk tur til en by bestående af en hovedgade
Turen langs vandet var smuk. Det var i begyndelsen af august, så kornet stod gult på markerne, og der var endnu tyske sommergæster ved strandene. Scooteren kørte, som den skulle, og jeg nød sommervinden. I Hasle skulle jeg dreje ind i landet, for her var der i Rutsker by blevet bygget en ny centralskole. Det var nu meget flot at kalde den en by, for der var kun en hovedgade med en samling små triste huse langs vejen. Man var igennem byen, før man overhovedet havde opdaget, at den var der. Det var langt uden for lands lov og ret. Midt i det hele lå Brygsen, som de kaldte den. Det var den eneste butik i byen. Der mødtes man, når der skulle købes ind, hilses og snakkes. Det var her i Brygsen, at alle fødselsdagsgaver og mange julegaver blev købt. Jeg har endnu den lille plakette med en gammel kone, der sidder og læser i en gyngestol. Den fik jeg af børnene i julegave dengang.

Midt i byen skulle jeg dreje for at komme til den nye centralskole.

Genbesøg i 2014 sammen med Lea
I eftersommeren 2014 var jeg på Bornholm til en lille filmfestival i Gudhjem. Jeg benytter lejligheden til at lave lidt kampagne for den nyopstillede socialdemokratiske folketingskandidat Lea Wermelin. Som slutpunkt på dagen kørte vi rundt om Rutsker. Jeg havde lyst til at se skolen igen. Byen er stadig kun en lang gade uden noget bypræg. Brygsen er blevet gul og hedder ”The Ranch”. Lea, der er bornholmer, har aldrig været der og heller ikke hørt om den. Det ligner et billigt sommersted, og denne søndag i september er der helt lukket. Forskolen, som jeg underviste på i et halvt år, er et FDFcenter for Hasle og Rutsker. Heller ikke her er der noget liv. Tristheden er overvældende.

Ved kirken, der ligger højt og med en smuk udsigt, drejer vi af mod ”Feriecenter” og ser centralskolens gule mursten. Det er skolen, der er blevet et Feriecenter, og mit lille gule murstenshus er nu sammen med skolen indrettet med værelser. Også det er tomt, men der er møbler, og det virker, som om det endnu er i brug, selvom jeg havde hørt, at det var gået konkurs. På nettet læste jeg efterfølgende, at det den 1.juli 2014 var blevet overtaget af en familie, der kører det videre. Mon det kan klare sig?

Hasle er blevet flot
Bornholm er et studie i Udkantsdanmark, hvor debatten om forholdet mellem fastboere og sommerhustilflyttere folder sig ud. Det er områderne langs vandet, der er attraktionen, og det bliver tydeligt understreget, da vi slår et smut ned om Hasle, der var min nærmeste indkøbsby dengang i 1960’erne. Den er blevet flot med en lille lystbådehavn og fine træhuse i ring omkring den. Et havbad er placeret og dertil hører en smuk træbygning, der indeholder sauna og toiletter. Her er jeg ikke i tvivl om, at det kan lade sig gøre at klare sig, men på denne søndag i september er det tomt og øde.

Boede i en lærerbolig sammen med anden praktikant
Ritt og hendes Lambretta er her fotograferet i 1961 i København

På Rutsker Centralskole var der en førstelærer, for den var ikke stor nok til at have en skoleinspektør. Førstelærer Jensen boede med sin kone og lille datter i det største af de tre typehuse, der var blevet bygget til skolen. Datteren havde jeg i skolen. Ved siden af boede lærer Thrane, og jeg skulle bo i et af de andre huse sammen med en anden lærer, der også var praktikant. Hun kom fra Silkeborg.

Det var nemt at finde, og jeg kunne vælge værelse først og fik det, der vel var tænkt som soveværelse, og min med-lærer, Marianne fik senere kammeret. Med en seng og et skolebord som skrivebord, kunne jeg installere mig. Der var heldigvis også et garderobeskab. Til os fælles var der et badeværelse, stue og køkken. Der var også en stor hjørnestue, men den brugte vi slet ikke. Vi havde jo ingen møbler. Det var underligt at vide, at her skulle jeg bo i et halvt år og sammen med et menneske, jeg slet ikke kendte. Var det noget, jeg kunne holde ud?

Chancen for at opleve noget nyt
Jeg glædede mig til at lære Bornholm at kende og regnede med, at jeg kunne have god glæde af scooteren, men et halvt år væk fra København var lang tid og så et helt fremmed menneske? Sjovt nok var jeg ikke særlig nervøs ved det, men fuld af forventning. Det var også mit første rigtige job som lærer, og dermed også med en løn. Jeg havde ikke nogen fast kæreste, så der var ikke noget, der bandt mig til København. Her var chancen for at opleve noget nyt.

1. og 2. klasse måtte nøjes med mig
Jeg havde brugt en meget stor del af sommerferien til at forberede mig, for jeg skulle helt alene have 1. og 2. klasse, og det havde jeg overhovedet ingen forudsætninger for. Jeg havde som udgangspunkt på seminariet, at jeg skulle undervise de store elever, og mit fag var historie, så indtil nu havde jeg ikke modtaget undervisning om, hvordan man lærer børn at læse, skrive og regne. Men det var der ikke noget at gøre ved. Min opgave var at undervise de to første skoleår, og så måtte jeg finde ud af det, så under hele forløbet læste jeg, hvad jeg kunne få fat i om undervisning og pædagogik i de første skoleår. Første og anden klasse blev ikke undervist på den fine nye centralskole, men på en lille, gammel skole lidt derfra, så det var sandelig meget praktisk, at jeg havde scooteren. Det hed Rutsker Forskole, og den tidligere lærer til 1. og 2. klasse havde boet på skolen, men der var lærermangel, så de havde ikke kunnet få en ny og måtte i stedet bruge mig, der bare var lærervikar.Det var svært at afgøre, hvem der var mest spændt, da jeg startede: børnene eller mig. En lærer fra København - og hun havde scooter! Det var alligevel noget. Når jeg ser mig selv på billedet med børnene, kan jeg se, at jeg må have været en meget fremmed fugl, en rigtig københavner. Håret var hennafarvet, jeg havde pandehår og nogen gange hestehale og ellers en stor knold oppe på hovedet. Øjnene var malede og øjenskyggen blå. Jeg var virkelig københavner-smart. Det gik hurtigt op for mig, at jeg ikke fik meget brug for stiletterne.

Marianne – en helt anden type
Min medbeboer, Marianne, var helt anderledes, og vi kikkede skeptisk på hinanden, da hun en uges tid efter, at jeg var kommet til øen, dukkede op. Skoene var fodformede, hun var i cowboybukser og blå anorak. Håret var kommunefarvet og kasserolleklippet, og hun brugte ikke skyggen af makeup. Hun var en helt anden type end mig og mine veninder fra Vesterbro, men sådan kunne man altså også vælge at se ud som kvinde, tænkte jeg.

Jeg ved, at vi begge tænkte, dette kommer aldrig til at gå! Hendes far var overlærer, der forlød ikke noget om hendes mor. Hun installerede sig, og vi skulle dele alle måltiderne, uden at nogen af os havde interesseret os det ringeste for madlavning, før vi nu var tvungne til det.

Børnene og jeg var glade for hinanden
Dagen i Rutsker startede med, at Ritt arrangerede en rundkreds

Dagene gik, jeg var glad for børnene, og de for mig, og begge parter lærte begge meget. I breve til mine forældre kan jeg læse, at jeg fra om morgenen havde 2. klasse og så efterfølgende første.

”Vi starter om morgenen med at sætte os i en rundkreds og så snakker vi, sidst havde én set en hare, så snakkede vi lidt om det, og næste dag læste jeg en historie om haren. Dagen efter repeterede vi så, hvad vi kunne huske om haren, og jeg læste en ny historie. Derefter satte vi bordene på plads (to ”flyttemænd”), og børnene tegnede harer og skrev helt frit 4-5 linjer om haren nedenunder. Det var virkelig herligt.”

”Vi er nu ved at presse blomster, de har selv haft mursten med og blomster, de er delt i fire grupper, og de går op i det med liv og sjæl. I øvrigt er det rart, at jeg er alene dernede, jeg lader dem så nemlig holde frikvarter, lige når det passer mig.”

”Vi har lige gennemgået nogle af de 10 bud og nu skal I høre nogle herlige svar. Vi havde det 6.bud, du må ikke begå ægteskabsbrud, og jeg spørger så, hvad man mener med det? En af pigerne svarer, at man må ikke stjæle fra ægteskabet! En anden mente, at når folk var gift, måtte man ikke stjæle fra dem!”

Jeg fortæller også i et brevene, at jeg har taget en slags intelligensprøve på børnene i første klasse, og at den viser en spredning på 4 ½ år op til 12 år.

Børnene spillede også komedie ”De tre bukkebruse”, hvor de var klædt ud og hvor vi havde lavet horn, de kunne have på. Hver onsdag var der en fællestime med 1. klasserne, så 2. klasse var vældig stolt over, at de skulle spille og huske replikkerne.

I glade vendinger fortæller jeg også om, at jeg bliver inviteret til fødselsdag hos eleverne, får lagkage og chokolade og taler med forældrene.
Ritt og hendes klasse på forskolen.

Ringe landbrugskundskaber
Mine landbrugskundskaber var ikke ret store, så en dag pegede jeg på et anskuelsesbillede med en landmand og fortalte, at han pløjede. Børnene skulle så fortælle, hvad de mere så på billedet, men Lennart rakte med det samme hånden op og spurgte: ”Jamen, frøken harver han ikke?” Jeg anede det ikke, så der var ikke andet at gøre end at regne med, at Lennart vidste, hvad han talte om. Det var før computernes tid, så der var ikke noget med lige at gå hen og slå efter og lære de mest elementære ting. Min københavnerviden, der heller ikke omfattede noget større kendskab til kornsorter endsige deres dyrkning, rakte ikke så langt her.

Morgensang og Fadervor
Allerede før jeg kom i gang på skolen, gik det op for mig, at førstelærer Jensen også var religiøs, og det hørte med til min forpligtelse både at synge morgensang med børnene og også bede bøn med dem ”Fadervor, du som er i himmelen…” Den havde jeg godt nok bedt sammen med min mormor for mange år siden, da jeg var en lille pige, men siden den tid havde jeg ikke bedt. Nu var det med at få den lært, så jeg øvede mig, mens jeg gik tur i det bornholmske landskab. Det var lettere med morgensangen, for jeg var glad for at synge og syntes, det var sjovt at lære børnene nye sange.

Forældrene ville have mig til at fortsætte
Både for første og anden klasse holdt jeg forældremøde hen mod slutningen af mit ophold. Børnene optrådte, alt deres materiale var lagt frem, og jeg fortalte selv, om det vi lavede og ideerne bag det. Førstelæreren var også med, og jeg noterede mig, at han roste den glæde jeg havde givet børnene ved deres skolegang. Forældrene var så søde, at de spurgte, om det ikke var muligt, at jeg kunne blive et halvt år mere.

Gik godt med Marianne og mig
Det gik godt med Marianne og mig, vi havde masser at tale om og syntes, det var spændende at finde ud af, hvor forskelligt vores liv havde været. Hun underviste på centralskolen og havde de større børn, men det voldte hende ikke de store vanskeligheder. Vi nød begge undervisningen og snakkede om den. Vi gik lange ture i det flotte bornholmske landskab, besøgte en medstuderende i Svaneke, tog på tur til Hammershus og var med skolen på Dueodde. Vi nød de nye omgivelser og havde glæde af scooteren.

Det hørte sig også til at få besøg af seminariets rektor, Tage Larsen, når man var på ”græs”, som det også hed. Det foregik sådan her:

”Pludselig i frikvarteret hørte jeg nogle råb – og ilede ud. Ja, der løb Tage og spillede fodbold med ungerne. ”Hov så er det her!” ”Kom an”, ”Skyd hvis du tør” osv. Senere gav han lakridser til ungerne, og spurgte om deres frøken var flink. Kun én svarede nej (den kvikkeste) og fik til belønning nok en lakridsstang.” Bagefter havde Marianne og jeg ham og Jensens til middag. Det var også karakteristisk for Statsseminariet på Emdrupborg, at rektor virkelig tog rundt og besøgte de studerende. Mariannes rektor kom ikke på besøg.

Sigtebrødsmadder
Det blev ikke til det store med madlavningen, men vi kunne købe ind i Brygsen i Rutsker eller køre til Hasle på scooteren. Et par gange om ugen kom der en brødbil, og de havde et rigtig godt friskt sigtebrød, og da vi fandt noget abrikosmarmelade i Brygsen, så blev der spist rigtig meget sigtebrød. Vi nød vores friske brød, og sådan 3 til 5 stykker kunne sagtens gøre det ud for et aftensmåltid. Vi blev tykke af det, men det tog lidt tid, før jeg opdagede det. Jeg havde en smart, stram rød kjole med, og da vi engang skulle til bal i Rønne, kunne jeg overhovedet ikke passe kjolen. Det grinede vi meget af, og jeg måtte tage noget lidt mindre opsigtsvækkende på og så var det ellers farvel til alle sigtebrødsmadderne, for jeg måtte af med nogle kilo.

Blev inviteret til spisning
Ind i mellem blev vi inviteret hen til førstelærer Jensen og hans kone til flæskesteg med sauce og kartofler og surt. Med læreren ved siden af delte vi tit måltiderne. Også pedellen inviterede os nogle gange sammen med andre fra sognet. Det var anderledes, end jeg kendte det, for efter middagen satte mændene sig ind i dagligstuen og røg, og kvinderne tog ud af bordet, vaskede op og lavede kaffe, som de serverede for mændene, selv holdt de sig til køkkenet og soveværelset og snakkede sammen. Marianne og jeg blev tit sammen med mændene, for det var jo dem, vi havde vores arbejdsrelation til, men jeg tror ikke, at konerne syntes, at det var helt passende.

I dag er der ikke mere noget, der hedder Rutsker Centralskole. Som i mange andre yderområder er der alt for få børn til en centralskole, folk flytter fra Bornholm og især et område som Rutsker, der helt mangler herlighedsværdier. En af de helt store udfordringer samfundet står overfor i dag er, hvordan vi undgår at tømme store dele af landet for mennesker eller sagt med andre ord, hvad der giver mening for de mennesker, der skal bo der. For mig blev det et mindeværdigt år og mine breve flyder over med glæde over skoledagene med børnene, samværet med Marianne og det flotte bornholmske landskab.

Efter at Marianne og jeg havde læst Kumbel skrev jeg til min forældre:

Hver gang himmelhvælvet sløres
af den mindste smule gråt
er der dem, der tror, de rammes
af den første dråbe vådt
Jeg er dén, som, hver gang årets
korte vinterdag fornys,
kan fornemme, at jeg træffes
af den første stråle lys”.

Efter det halve år på Bornholm skrev jeg en lang rapport om mit praktikophold og bestemte mig til at fortsætte med de mindre klasser og især skolestarten, som jeg nu havde sat mig så grundigt ind i. Det blev jeg ved med indtil politikken tog over og jeg fik mit arbejde på Christiansborg, i Bruxelles og på Københavns Rådhus.


Læs i morgen: Ad kringlede kanaler fandt jeg frem til Ritts kollega, Marianne. De mistede kontakten i slutningen af 60'erne. Marianne fortæller om, hvordan hun oplevede det.








  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post271

Bornholmer eller 2. generationsindvandrer?

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff lør, april 14, 2018 07:00:03

Af Peter Juel Jensen, lærer, løjtnant, folketingsmedlem og netop udråbt til ridder af Dannebrog


Det officielle foto af folketingsmedlemmet Peter Juel Jensen. Fotograf: Steen Brogaard

Den udmærkede skriverkarl, Søren Wolff, der er fadder til denne blog, ”Set fra Praestedammen”, har givet mig mulighed for at dele med jer tanker, ideer og overvejelser om det, der binder os sammen, Bornholm. Jeg har fulgt Sørens blog i et stykke tid, ja, siden han bekendtgjorde på Facebook, at han havde søsat bloggen – og da både Søren og Elly altid har noget på hjertet man kan lærer af, så tænkte jeg, at den ville være god og følge. Og jeg er ikke blevet skuffet!

Lad mig tilstå med det samme, jeg er ikke ægte bornholmer. Men hvad er man så?

Bornholm i hjertet
Har altid følt mig som bornholmer, har Bornholm i hjertet, har altid talt Bornholms sag, har altid været stolt over min opvækst på øen i søen – men har også altid måttet høre på, at jeg aldrig ville kunne blive bornholmer, da min slægt på Bornholm ikke gik tre generationer tilbage. Mit bidrag til Sørens blog skulle gerne genstarte en debat om, hvornår man må smykke sig med den i mine øjne fornemme titel, bornholmer?

Jeg kom til verden en varm sommerdag i maj for snart 52 år siden - på Strandvejen 155 i Rønne i det hus mine forældre havde bygget fem år tidligere, og hvor de nu boede med tre børn, en tysk korthåret og en gravhund og en ung pige til at passe børnene, når mor og far passede deres arbejde henholdsvis som chef for BAF og lærerinde på Østre Skole.

Søster ville have en søster, ikke endnu en bror
Min ankomst vakte begejstring hos mine to store brødre på 8 og godt 2 år, mens min storesøster på 11 pakkede sin skoletaske med nogle få ting og marcherede hjemmefra. For hun mente, at det denne gang burde have været en lillesøster og ikke nok en irriterende lillebror, familien forøgedes med. Hun blev dog hurtigt hentet hjem igen, og nu har hun forsonet sig med, at jeg ikke blev en pige.

Børnene i familien levede det frie liv, min far og mor var optaget af at passe deres jobs plus forskellige fagpolitiske interesser og fra 1970 også som folkevalgte i byråd og amtsråd, så der var ikke fokus på vores frie liv med alle drengene på Strandvejen, som i høj grad bidrog til legene.

Min barndom var dog ikke uden pligter.

Samlet sten, gået efter flyvehavre og passe landbrug
Høst på Ndr. Ellebygård. Vi høstede selv og blev efterhånden gode til det!
Når det var weekend skulle haven passes, og der blev børnene sat til at hjælpe, og i 1972 købte mine forældre en gård i Østerlars, hvor stuehuset blev lejet ud, og hvor jorden blev drevet ved hjælp af en maskinstation. Der har familien in plenum samlet mange sten, gået efter flyvehavre og der lærte jeg i en meget ung alder at køre bil på de afhøstede marker, men også at passe et landbrug. Tror min far så gården i Østerlars primært som et familieprojekt, men også som et terapi- og afslapningsprojekt fra en travl og ofte meget lang uge.

Claus og jeg fik hver sin udrangerede bil, der kunne købes for en slik hos Ferdinand Jørgensen i Rønne. Men de kunne køre, og der boltrede vi os så i vores biler under behørigt opsyn af vores far.

Jeg har haft hele min skolegang på Søndermarksskolen, og der sluttede jeg efter 10. klasse.

Mig ved skolestart, 1. klasse på søndermarksskolen, 1973

Pigerne i Washington State kunne lide min accent. Det kunne drengene ikke!
Min storebror, Claus, havde efter 10. klasse været et år i USA og boet hos en farmer i Oklahoma. Jeg havde hørt meget om det år, så jeg kom med i det samme program for udveksling af unge, ASSE, og fik tilbudt en familie i staten Washington i en lille by, der hedder Kennewick.

Det var en ung familie uden børn, og jeg tror, at jeg var en slags forsøg, for et årstid efter jeg var rejst tilbage til Danmark fik de en lille dreng, Jason. Jeg gik på highschool og fik mange kammerater. Amerikanerne tog vældig godt imod sådan en ung dreng, som jeg jo var, 17 år, og jeg tilpassede mig hurtigt livet i et andet land – og sproget. Mit engelsk var med accent, hvilket de lokale piger ikke kunne stå for – det gav succes hos pigerne, men også lidt udfordringer med de drenge, der ikke havde samme flotte sprog, som jeg. Jeg tilpassede mig min nye verden, og høstede stor succes når jeg fortalte om mit hjem, min familie og min ø. Der skal nok være en pæn del af dem, jeg fik holdt foredrag for, der mener, at Danmark er en lille ø i Østersøen, for det var jo der jeg kom fra. I løbet af forbløffende kort tid var sprogproblemerne ovre, og jeg fik et sprog forærende, noget jeg har stor glæde af i mit nuværende job, som folketingsmedlem.

Min bror, Claus og jeg, på markarbejde – tror vi leger halm, 1972

Genopbygningen af VU
Den unge student får sit eksamensbevis af rektor Ole Bekker-Jørgensen
Efter et år i USA var det tid til at vende næsen hjemad – jeg havde uden tvivl forbedret mig fagligt, havde fået et sprog, nogle færdigheder og var blevet mere moden. Jeg var klar til at påbegynde en ungdomsuddannelse, men hvilken vej skulle man gå? Blev optaget begge steder, dvs. på Handelsskolen og på Gymnasiet. Valgte til sidst at påbegynde EFG på Handelsskolen, herefter en højere handelseksamen. Men Bornholm er en lille ø, så jeg kom også til klassefesterne i min klasse på gymnasiet. Var blevet optaget i en sproglig klasse, så der var en klar overvægt af piger. Engagerede mig hurtigt i elevrådsarbejdet på handelsskolen, og var med til at få skabt et fælles elevråd på hele erhvervsskolen. Det gav mere volumen over for en bestyrelsen, der havde mere fokus på driften af skolen end på et studiemiljø. Men det var også en bestyrelse, der havde respekt og vision nok til både at lytte og medinddrage studerende, der gerne ville være med til at gøre Bornholms Erhvervsskole endnu mere attraktiv. Den daværende formand hed Mogens Mannering og var chef i Sparekassen Bornholm. Mannering var rigtig god til at inddrage os studerende i arbejdet på Erhvervsskolen, der blev bygget ud, organisationen blev ændret og driften af skolen blev rullet ud i bestyrelsen. Jeg sat i Bornholms Erhvervsskolens bestyrelsen i to år somet ligeværdigt medlem – det gav blod på tanden til at søge mere indflydelse. I den periode meldte jeg mig også ind i VU, der tidligere havde fyldt meget på Bornholm, men det gjorde man ikke længere. Vi fik pustet nyt liv i VU, og endte med lokalforeninger i Rønne, Aakirkeby og Nyker, samt en VU Bornholm, der rummede medlemmerne fra resten af øen. Vi var omkring 50 medlemmer, da det gik i bedst – mange fra erhvervsskolen, ikke så mange fra gymnasiet, men det ændrede sig, da jeg fik mulighed for at tegne Søren Pind og flere af hans klassekammerater som medlemmer.

Værnepligt i Livgarden

Efter afsluttet eksamen på Bornholms Erhvervsskole stod jeg faktisk med en rimelig god HH-eksamen. Der var mange overvejelser, men jeg havde ingen idé om, hvad jeg ville bruge min eksamen til. Tidligere samme år havde jeg søgt ind som jagerpilot. Var med i udvælgelsen i to dage, men faldt på nogle styre-prøver – psykologerne elskede mig, og jeg blev opfordret til at forsøge mig med svæveflyvning, så ville jeg sandsynligvis kunne komme ind det efterfølgende år. Men jeg var for stolt, så jeg meddelte bedømmelses- komiteen, at såfremt man ikke kunne bruge mig nu, så var det nok et større tab for det danske luftvåben end det var for mig. Efterfølgende meldte jeg mig som frivillig til at aftjene værnepligt i Livgarden. Jeg havde trukket frinummer, men skulle bruge lidt tid til at overveje, hvad jeg skulle bruge resten af mit liv på. Jeg kendte lidt til forsvaret, da jeg igennem to år havde været aktivt medlem af Hjemmeværnet i Kompagni Rønne.

Efter to år i Livgarden som værnepligtig, sergent og løjtnant søgte jeg ind på Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot. Jeg forlod forsvaret i 1996 – jeg havde været delingsfører, næstkommanderende og fungerende chef ved et panserinfanterikompagni i Næstved. Jeg gennemførte også Gardehusarregimentets ridekursus under kyndig vejledning af Major Mentz. Major Mentz omtalte min indsats med følgende sætning: ”Juel, De bliver aldrig regimentets dygtigste rytter, men nok den rytter, der sidst falder af.”

På Hjørring Seminarium
Efter fire år i det nordjyske vendte jeg næsen hjem til Bornholm. Om det var familien, den fædrene gård, naturen eller blot kærligheden til Bornholm, ved jeg ikke. Men noget trak. Var ellers blevet tilbud fast ansættelse på en attraktiv skole i Hjørring, var tæt på at blive opstillet til Folketinget, men måtte se mig slået på målstregen af Gudrun Laub i den interne proces i bestyrelsen, hvor jeg selv havde sæde. Jeg var ellers tæt på at blive i det nordjyske – livsindstillingen, den menneskelige varme med tilhørende humor mindede mig meget om Bornholm. Sad i Hjørrings Seminariums bestyrelse for de studerende, og jeg synes vi havde stort held med at kunne være et seminarium i et landdistrikt, der var i konstant konkurrence med et større seminarium i en stor nabo by, som Seminariet i Ålborg jo var. Men vi tog kampen op, nøgleordet blev kvalitet – og vi fik sammensat uddannelsesforløb for både lærere og pædagoger i vores studieordninger, der var praksis nære, men som også var teoretiske tunge, så man havde et godt grundlag for at kunne bygge ovenpå. Vi renoverede og byggede ud, og da vi var godt fremme i skoene med en rektor, Poul Kjær, der holdt af sit seminarium, sin by og sin gerning. Jeg havde stor respekt for Poul Kjær, men vi havde også vores alvorlige samtaler, både mht. opfyldelse af studieordningen, da der ikke altid var enighed mellem personalet og de studerende, når det kom til fortolkningen af studieordningen, men også fordi rektor og jeg ikke så helt ens på fx headhunting.

Jeg mente der var helt legalt, at vi fandt dygtige og engagerede undervisere fra andre seminarier, tilbød dem bedre arbejdsforhold og løn – vi var jo enige om kvalitet frem for kvantitet – i bund og grund handlede det jo om, at vi kunne beholde et seminarium i det nordjyske. Om rektor fulgte mit råd ved jeg ikke, men vi fik faktisk hentet dygtige undervisere fra de noget større seminarier.

Hjem til Åvangsskolen
I år 2000 vendte jeg hjem til Bornholm. Havde været væk siden jeg blev indkaldt i 1987 til Livgarden. Fik ansættelse på Åvangsskolen under Ole Gerhard Jørgensen og Anne Lise Aagesen. En fantastisk ledelse, der på en og samme tid turde sætte en retning, klare økonomien og sikre en medinddragelse. Min baggrund fra forsvaret kombineret med min uddannelse fra Hjørring Seminarium har været en perfekt baggrund for en karriere i den bornholmske folkeskole.

I december 2006 blev jeg ansat som viceskoleinspektør på Østermarie og Østerlars Skole. De to skoler skulle sammenlægges til én skole, men på to adresser – en spændende proces, der blev godt hjulpet på vej at et godt samarbejde mellem en formand for en skolebestyrelse og skoleleder, og selvfølgelig også et dygtigt lærerkollegium.

Valgt til Folketinget, Bornholms ambassadør
I 2007 blev jeg, noget overraskende, valgt til Folketinget – ved valget blev jeg både medlem af den lovgivende forsamling i Danmark, men også Bornholms ambassadør på Christiansborg. Og lige netop den konstellation har været en god indgang til det lovgivende arbejde. Bornholm er i høj grad et selvbærende samfund, hvilket betyder, at Bornholm skal indtænkes i rigtig meget lovgivning. Den opgave har mine kolleger ikke, derfor giver det ind imellem en række udfordringer, for jeg bliver hele tiden nødt til at bringe Bornholm på banen. Det har mit eget parti forståelse for efter 10 år, men flere af de andre partier på Christiansborg mistænker mig for at være udsendt bornholmsk lobbyist. Det tog jeg ilde op i starten – i dag gør det mig stolt – for når alt kommer til alt, så mener jeg nok, jeg er mere bornholmer end noget andet.

Vi har i gennem flere år i Danmark diskuteret, hvornår man kunne kalde sig dansk. Og den diskussion er vi aldrig blevet færdige med, på trods af at Folketinget har haft det til debat - men hvornår må man kalde sig bornholmer?

Jeg har i ovenstående forsøgt at argumenterer for, at jeg har Bornholm under huden, så kan det godt være at min mor er født i det jyske, opvokset i København, og min far både født og opvokset i det jyske. Men vi har alle tre haft og har Bornholm inde under huden. Er jeg bornholmer, eller blot en velintegreret 2. generations indvandrer?
Peter og Claus sammen med mor og far til en famiiebegivenhed i 1973





  • Kommentarer(2)//soeren.wolff.dk/#post245

Nexøpibel om en levende by og havn (2)

GæsteskribentOprettet af Søren Wolff søn, april 08, 2018 08:39:52

Af Vibeke Brønnum, sygeplejerske, folkesundhedschef i Aarhus, født og opvokset i Nexø.

Fortsat fra i går

Kanindåb i Nexø Roklub i den indre havn, 1969. Jeg står frysende som nr. 3 fra venstre, og venter på at blive dyppet.

Fisk betød liv
Havnen var et levende sted, med mylder af mennesker, biler, gaffeltrucks og store fiskenet som lå til tørre på kajen. Der var liv på kajerne og byens gader fra tidlig morgen til sent på aftenen. Der blev landet masser af fisk, og det gav arbejde til især kvinderne på de to fiskefabrikker. Bornholms Konservesfabrik og Espersens Fiskefabrik. Mændene var på havet for at fiske, og kvinderne rensede og pakkede fisk på fabrikkerne.

Handelsliv
Havnen havde enorm betydning for handelslivet i byen. Der var plads til mange forretninger. Når jeg tænker tilbage til den tid, og sammenligner med i dag, forstår jeg, hvor stor betydning fiskerierhvervet kan have for et samfund.

Nexø havde i alt tre middelstore tøjforretningen, som alle kunne leve rimelig godt. To slagterforretningen og et slagteriudsalg, fem bagerforretninger, tre købmandsforretninger foruden en Brugs. Der var mejeriudsalg, vinforretning, parfumeri, TV- og radioforretninger, to store isenkramforretninger, elektrikere, blomsterhandlere, møbelforretning og mindst fire frisører. Derudover var der de forretninger, som solgte udstyr og proviant til fiskerne – i byen og nede på havnen.

Fiskeriet gik godt
Der var alle størrelse fra små fiskerbåde til en enkelt- eller tomands, op til de helt store trawlere, som skabte livsgrundlag for ikke så få familier.

Der blev landet fisk af fiskere fra hele Østersøområdet. Jeg husker at fiskerne fra Polen og Tyskland kom i min fars forretning og købte garn og undertøj, som de skulle have med hjem til deres familier.

Fiskerne kunne betale med D-Mark eller danske kroner. Hvis de betalte med D-Mark havde min far sin egen kurs og omregningstabel. Handelsmand til det sidste.

Udover fiskeriet var der også handelsskibe, som anløb Nexø Havn. Det var i det inderste havnebassin.

Situation fra kanindåben i Nexø Roklub 1969. Dåben foregik i inderhavnen.


Kampestenshavn
Den gamle og inderste del af havnen er en smuk havn bygget af kampesten. Det var her de lidt større handelsskibe lagde til. Senere lagde de mindre færger til her, dem som sejlede mellem Bornholm og Tyskland. Jeg var i en periode medlem af Nexø Roklub. Kanindåben foregik i inderhavnen, og det er synd at sige, at vandet var velegnet til badning. Men i skulle vi.

Der var en gangbro mellem den indre og ydre mole. Den kunne svinges til side, når skibene skulle ind i havnen.

Min bedste veninde den gang, Majken (t.h.) ca. 1957, ved indgangen til hendes mors frisørsalon i Torvegade.

Byens omdrejningspunkt – på godt og ondt
Men en driftig fiskerihavn har også en bagside. Når nogle fiskere havde været lang tid på havet og kom i land, var værtshusene første stop. Fiskerne havde mange penge i lommen. Det var svært for nogle at håndtere. Der var druk fra de kom i land til de skulle på havet igen. Der var larm i gaden, når værtshusgæsterne gik fra det ene værtshus til det andet. Som børn måtte vi blandt andet af den grund ikke gå ud på gaden om aftenen.

Men ellers var havnen omdrejningspunkt for byen. Som barn gik jeg uden problemer på havnen i dagtimerne.

Min første kæreste
Jeg har ikke været mere end 8 år, da jeg havde min første kæreste. Han og jeg morede os med at gå ud på den ældste mole øst for havnen, hvor vi fiskede ulke. Når vi havde fanget den første ulk, skar vi den op og brugte den som madding. Når man bor ved havet, har man automatisk respekt for vandet. Og mine søskende og jeg lærte at svømme meget tidligt. Nexø ligger som et slags geologisk skillepunkt på Bornholm.


Nexø Havn i 2017
Badede fra Sjølla
Syd for byen er der sandstrande, nord for byen er det klippekyst. Som helt små badede vi fra stranden. Men vi var ikke mere end lige startet i skolen, før mine forældre tog os med ud på klipperne, hvor vi lærte at bade på “Sjølla”.

Sjølla er en lille lukket vig, som er afgrænset af klipper ud mod havet. Man kan bunde visse steder.

Vi sprang på hovedet i vandet, og kendte de steder, hvor der var dybt nok. Vi kendte hver en klippe under vandet, og vidste hvor vi ikke skulle springe i, fordi der var for lavt.

Når vi havde lært at svømme, kunne vi så svømme ud af den lille vig og ud til nogle klipper under vandet, som vi kunne stille os på. Når jeg tænker efter i dag, så var der stor disciplin hos os unge, når vi tog alene ud at bade som teenagere. Jeg har ikke oplevet nogen drukneulykker som barn. Vi vidste, når vi skulle holde os inde i vigen og ikke svømme udenfor. Hvis det blæste for meget og strømmen var stærk, var det svært at komme tilbage fra vandet op på klipperne, fordi bølgerne var for voldsomme.

Jeg bliver stadig som et barn, når jeg kommer til øen og bader fra klipperne ved Sjølla.

I 1973 flyttede jeg fra øen efter studentereksamen for at tage en uddannelse.

Tilbage til Bornholm
Den første tid “ovre” var ikke nem. Midt i storbyens larm og trafikerede gader savnede jeg min barndoms ø helt forfærdeligt.

Derfor var jeg lykkelig, da jeg flyttede tilbage igen i 1985.Jeg var blevet gift og var højgravid, da vi i en hylende vinterstorm satte kursen mod Bornholm på M/F Povl Anker. Min mand, Karsten, var blevet “headhuntet” til den nystartede TV-station TV-Bornholm, som manglede en erfaren journalist, der havde lyst til at flytte til Bornholm. TV-stationens ledelse, som blandt andet talte dagbladet Bornholmerens chefredaktør Søren Wolff, som jo driver denne blog som jeg skriver til nu, havde fundet ud af, at hvis de skulle lokke en erfaren journalist til Bornholm, skulle det nok være fordi han var gift med en bornholmer, som pressede på for at komme “hjem”.

Jeg tror derfor, at Karsten er den eneste i nyere tid, der er blevet headhuntet bl.a. på et kriterium som handlede om hans kones herkomst: Karsten opfyldte kriteriet. Han faldt godt ind i miljøet på Bornholm og var i sin fritid ivrig for at støtte de lokale initiativer for udvikling, da vi bosatte os i Svaneke.

Det med at vi bosatte os i Svaneke var i øvrigt en historie for sig: Ét var at jeg, en “Nexø-pibla”, var blevet gift med en “førder”. Noget helt andet var, at jeg så oven i købet bosatte mig i Svaneke. Det måtte jeg høre en del for.

Karsten nåede i den tid vi boede på øen, ud over at være souschef på TV-Bornholm, at være ansat på Danmarks Radio i Rønne, hvor han var morgen-studievært, for senere at blive Salgs- og Servicechef på Bornholmstrafikken, under den dengang nye direktør N.V. Rask.

Jeg var tilfreds og glad. Jeg troede at jeg skulle blive boende på Bornholm resten af mit liv.

Men det var Karsten ikke. Han havde svært med at affinde sig med bureaukratiet på Bornholmstrafikken – og det kan være svært i længden at bo på en ø langt fra fastlandet, når man er opvokset og har hjemme i den pulserende hovedstad.

Tilbage til fastlandet
Efter syv år i Svaneke flyttede vi derfor tilbage til fastlandet. Stadig tæt på vandet, hvilket er vigtigt for mig. Når vi de følgende år kom på besøg i Nexø, så vi tydeligt, hvor meget livet forandrede sig. Der blev mere og mere stille, for hver gang vi kom. Der var ikke mange fisk tilbage i Østersøen. De store både tog til Grønland og Canada for at fiske rejer. Der kom færre og færre fisk til byen, og de yderste havnebassiner stod mere eller mindre tomme.
Havnen og byen er i dag en skygge af den driftige handelsby, som jeg voksede op i.

Min fars forretning lukkede efter min fars død i 2010, og jeg har nu kun min lillebror Peter og min svigerinde Marie tilbage på øen. De har drevet Nexø-Hallen med dens store cafeteria med succes i mange år. De besøger os, og vi besøger dem et par gange om året, blandt andet når vi er til Folkemøde. Deres gæsteværelse står heldigvis altid klart.

“...Bornholm! Bornholm! Bornholm! Tak til ferieglæder min ven! Bornholm! Vi vil mødes igen!



  • Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post227
Næste »